Fra pen og papir ind i ERP-systemet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. november 2002.


IFS står bag første professionelle applikation til Anotos elektroniske pen og digitale papir.

Digitalt papir

Servicefolk ude hos kunden skal ved at lave et hurtigt håndskrevet notat - eventuelt med en tegning til - kunne trække på ressourcerne i firmaets forretningssystem. Det er ERP- og softwarehuset IFS's hensigt med den første professionelle applikation herhjemme til det svenske selskab Anotos digitale papir og elektroniske pen.

IFS har udviklet en formular, der overføres til XML, når den elektronisk afsendte papirbesked forlader Anotos videresendelses-databaser. Dermed kan beskeden fra det digitale papir benyttes som input i ERP-systemet.

- Vi stødte på Anotos teknologi for et halvt år siden, og det gik hurtigt op for os, at hvis vi kunne indpasse anvendelsen i forretningssystemerne, ville vi have et ideelt værktøj i de sammenhænge, hvor pen og papir er bedre egnet end en bærbar eller håndholdt enhed. I praksis viste det sig, at det er minimale data, der skal overføres for, at for eksempel en tekniker kan indsende en fejlrapport, siger gruppechef Rajesh Musaliyath fra IFS.

De første reaktioner fra markedet tyder ifølge gruppechefen på, at der er en vis skepsis til, om Anotos system er robust nok til industrielt brug.

- Når denne skepsis er overvundet, forventer jeg at denne type applikationer hurtigt vil blive taget i brug, fordi de kan give besparelser på omkostningerne ved at yde service, uden at der skal foretages betydelige investeringer, siger han.

ERP-leverandøren vil dels udbyde den nye applikation, der kan tilpasses en række anvendelser, og i løbet af de kommende måneder har IFS derudover planer om at tilbyde at hoste tjenester til digitalt papir.