Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 5. december 2002.
TENDENS & ANALYSE: Fase I af det stort anlagte svinegenom-projekt er snart slut. Hvordan anden fase skal forløbe, og hvem der skal betale, er usikkert.
Fase I af det stort anlagte svinegenomprojekt er slut om få måneder. Men hvordan anden fase skal forløbe og - endnu vigtigere - hvem der skal betale de mellem 200 og 250 millioner kroner, fase II ventes at koste, er ikke på plads endnu.
Men noget tyder på, at det hidtidige dansk-kinesiske projekt vil blive forvandlet til et EU-projekt.
"Med det konsortium, vi har nu, er der ikke tilstrækkelig finansiering til at videreføre projektets fase II. Derfor ser vi gerne konsortiet udvidet med nye europæiske forskergrupper. F.eks. har vi været i dialog med en fransk forskergruppe, der har udtrykt interesse for at komme med. Lykkes det, er fordelen, at vi vil kunne søge EU-støtte gennem det 6. rammeprogram. Og her har vi allerede modtaget signal om, at der vil blive taget pænt imod os," siger Merete Fredholm.
Multinational bestræbelse
At projektet eventuelt bliver et EU-kinesisk projekt frem for dansk-kinesisk, ser de færreste kilder som et nederlag for dansk forskning eller for den sags skyld dansk erhvervsliv.
"Det havde da været flot, hvis Danmark og Kina kunne have finansieret rub og stub. Men før eller siden skal vi have det her projekt ud i en større international sammenhæng. Det er en naturlig udvikling, fordi det kræver en større forskerskare, hvis den omfangsrige viden, der kommer ud af projektet, skal udnyttes. Det er utopisk at forestille sig, at vi kan klare alt selv. Ligesom det var tilfældet i det humane genom-projekt, skal det her være en multinational bestræbelse," siger Lars Bolund, professor på Institut for Human Genetik på Aarhus Universitet.
Også Danske Slagterier, Landsudvalget for Svin, er positivt stemt over for, at konsortiet udvides med forskergrupper i andre europæiske lande. Faktisk er det netop dem, der har taget initiativ til at få projektet op på EU-niveau.
"Fase II har en helt anden dimension end fase I. I stedet for at se på arveanlæggene i de enkelte væv med det mål at fremme avlsarbejdet er formålet her en fuld sekventering af genomet, der kan paralleliseres med det humane genom. Derved kommer man ind i en situation, hvor man kan udnytte informationen komparativt i forhold til det humane genom. Det har primært en betydning for den medicinske forskning. Og præcis derfor er det oplagt at søge om støtte gennem EU," siger Orla Grøn Pedersen.