Vælg vinduet, taber

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. december 2002.


Hos StepStone kalder man en spade for en spade, og den jobsøgende for et null.

Det kan være hårdt at være arbejdsløs og jobsøgende.

Konen er rendt med gartneren, Ferrarien er leveret tilbage til forhandleren, og de gode middage og dyre vine er skiftet ud med havregryn og postevand. Selvfølelsen er i bund, når medarbejderen på Arbejdsformidlingen vender øjnene, når hun fortæller, at der ikke ligefrem er rift om din selvlærte it-profil på den lokale pølsefabrik.

Der er heller ikke megen medlidenhed at hente hos online jobfimaet StepStone. Ikke en finger er lagt imellem, når de skriver til de håbefulde jobsøgende: "Kære null null.", altså ikke bare nul, men dobbelt-nul med to l'er, bare for at føje spot til skade. Det er selvfølgelig fint ikke at stikke folk blår i øjnene om deres jobchancer, men man burde måske alligevel bruge den jobsøgendes rigtige navn.