Tankegods til nye strategier

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. januar 2003.


Det er ikke blevet lettere at spå - heller ikke om fremtiden. Men afslutningen på et år og begyndelsen på et nyt giver næsten altid lidt ekstra tid til eftertanke. Og det kan der være god brug for både hos brugere og leverandører i it-Danmark. Næsten tre års krise har slidt på kunderelationer, partnerskaber og virksomheder.

Derfor er det på tide at kigge lidt længere frem end det næste kvartal. Det gjorde vi i Computerworlds årsnummer, som udkom før jul, og vi afslutter serien af forudsigelser i dette første nummer i det nye år.

Teknologien findes, men ideen mangler

Per Andersen, administrerende direktør, IDC Nordic:
Mange vender blikket mod begrebet pervasive computing og nye teknologier knyttet til dette begreb. Elektroniske chips i køleskabe og i brødristeren hives tit op af tasken som (dårlige) eksempler. En del af visionen er, at alle disse enheder bliver knyttet sammen af og kan styres med internettet.

Vær opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er en ny teknologi, der kommer til at skabe gennembruddet til næste bølge.
For eksempel kom mikrochippen, der var essensen af pc-teknologien, allerede i starten af 1970'erne. Ikke desto mindre slog pc'erne først igennem i starten af 1980'erne. Samme historie gælder for internettet. ARPA-nettet, der var den teknologiske forløber for internettet, begyndte allerede i starten af 1970'erne. Men tages overgangen til TCP/IP-protokollen som den teknologiske start, skete dette i 1982/1983. Igen gik der omkring ti år, før internettet begyndte at blive almindeligt udbredt.

Vi kan altså konstatere, at det ikke er opfindelsen af den ny teknologi i sig selv, der starter en ny bølge. Det kommer garanteret også til at gælde for næste bølge. Det vil sige, at teknologien efter al sandsynlighed findes allerede - det, der mangler, er, at den bliver taget mere generel i brug.

Ovenstående eksempler viser også et andet forhold: Teknologien bliver opfundet til Èn ting, men den store udbredelse sker først, når et lyst hoved finder på at bruge teknologien i en helt anden sammenhæng. Mikroprocessorerne blev i starten anvendt til sjov og ballade - en af de første pc'er blev endda opkaldt Altair efter målet for Star Trek rumskibet Enterprise.

Det var først senere, da bl.a. IBM fandt på at massefremstille pc'en til kommercielle formål, at pc-bølgen startede. Altså en anvendelse, der var helt anderledes end udgangspunktet.

Samme historie med internettet. Det startede som et forskningsnet mellem universiteter. Og gennembruddet kom, da befolkningen i almindelighed kunne bruge internettet til e-mail og informationssøgning.

Så selv om teknologien findes allerede i dag, så bliver det en ny og overraskende anvendelse, der kommer til at skabe bølgen.
Hvis du skal finde ud af, hvad der kommer til at skabe næste bølge af ny teknologi-anvendelse, skal du altså tænke på følgende:
Lad være med at tænke på, hvad der bliver opfundet af nye teknologier. Det bliver en teknologi, der givetvis allerede eksisterer i dag.
Men den anvendes til gengæld til noget helt andet i dag. Så innovationen ligger i anvendelsen af teknologien, ikke teknologien i sig selv
Den nye anvendelse skal have en meget bred berøringsflade til befolkningen og skal prismæssigt være attraktivt.

Billedtekst:
Per Andersen, administrerende direktør, IDC Nordic.
Foto: Torben Klint

Billedtekst:
Mikrochippen - essensen af pc-teknologien - kom allerede i starten af 1970'erne. Ikke desto mindre slog pc'erne først igennem i starten af 1980'erne, da IBM fandt på at massefremstille pc'er til kommercielle formål.

Infrastruktur konsolideres og fintunes

Jørgen Kjærgaard, administrerende direktør, Hitachi Data Systems Danmark:
De fleste prognoser spår om vækst i 2003, også for it-branchen. For vor branche bliver det ikke en tilbagevenden til de gode, gamle tider med tocifrede vækstrater men en beskeden vækst på fire til seks procent. Det er også den vækstrate, vi i Hitachi Data Systems budgetterer med for indeværende halvår, som slutter ultimo marts 2003. Jeg er enig med IDC, som ikke forventer en tilbagevenden til tocifrede vækstrater de kommende år.

De trends, vi ser inden for vores del af it-markedet i dag, er en stadig konsolidering og optimering af infrastrukturen, som er drevet af den tilgængelige teknologi, men også nok så meget af kravet til "return on investment". Der skiftes ikke i dag til ny teknologi for den ny teknologis skyld; men kun hvis indførelsen af den ny teknologi kan give forretningsmæssige fordele, som kan ses på bundlinien.
En fortsat konsolidering og optimering af infrastruktur vil derfor også være på budgettet for mange virksomheder 2003, og de nye teknologier, vi vil se inden for storage-området, vil være:

IP storage
¥ NAS-konsolidering af fileservere via Blade-
teknologi
¥ iSCSI-forbindelser mellem storage og klienter med båndbredde til lange afstande.
Storage Management
¥ Baseret på fælles standarder
¥ Regel-baseret
¥ Automatisk storage-tildeling
¥ Backup og restore fra Splitkopier - direkte mellem Storage og Tape
¥ Tættere binding imellem forskellige platforme og deres data.

Billedtekst:
Jørgen Kjærgaard, administrerende direktør for Hitachi Data Systems Danmark.