Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. januar 2003.
Bogen om de stærkeste varemærker inden for B2B herhjemme omfatter en række af de virksomheder, der jævnligt finder vej til spalterne i Computerworld.
Markedsføring
Kraks Vejviser og Microsoft har noget tilfælles. De er begge så kendte varemærker, at de er blevet udpeget som værende blandt de stærkeste varemærker i Danmark i kategorien B2B (Business-to-Business).
En jury bestående af eksperter inden for B2B-kommunikation og branding har udvalgt de 224 stærkeste varemærker i Danmark.
Superbrands business to business - bogen om de stærkeste varemærker blandt B2B-virksomheder udkom i sidste måned. Af de 224 varemærker som juryen, Superbrands Council, har udnævnt som de mest anerkendte herhjemme, er historien bag de 45 beskrevet i bogen. Seks af dem er it-virksomheder, som enten er danske eller har et datterselskab i Danmark.
De seks er Canon, HP, KMD, Microsoft, Oracle og Scribona. Blandt de mange virksomheder, der ikke figurerer i bogen, er en række, som jævnligt finder vej til spalterne i Computerworld: Accenture, Alcatel, Apple Computer, Cap Gemini, Dell Computer, Deloitte & Touche, Ericsson, Ernst & Young, Hitachi Data Systems, IBM, KPMG, Orange, PA Consulting Group, PricewaterhouseCoopers, Rambøll, Sharp Danmark, Siemens, Sonofon, Stepstone, TDC, Telia og Xerox Danmark.
Et gennemgående træk blandt de stærke varemærker er, at virksomhederne bag har haft et mangeårigt samarbejde med det samme reklamebureau. Det tager med andre ord lang tid at opbygge et stærkt varemærke, og det kræver kræfter og omhyggelighed at vedligeholde det.
Bedste omdømme?
I en pressemeddelelse fra Superbrands Danmark hedder det, at det er kendetegnende for de såkaldte superbrands, "at virksomhederne har opnået det bedste omdømme inden for deres felt." Hvor sand denne påstand er, skal der ikke her argumenteres for, men eksempelvis hed Accenture tidligere Andersen Consulting og var som sådan involveret i gigantsvindlen i det amerikanske selskab Enron. Og Xerox blev verdensberømt i Danmark for et par år siden, da selskabets overskud faldt med knap 125 millioner kroner på et enkelt år blandt andet på grund af en regnefejl i 40 millioner kroners klassen.
Billedtekst:
Branding bliver vigtigere og vigtigere for en virksomhed. Bogen Superbrands business to business forsøger at give svaret på, hvordan bestemte varemærker bærer sig ad med at være de mest anerkendte inden for deres branche.
Bogen kan bestilles på www.superbrandsdk.org