Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. januar 2003.
Økonomistyrelsen har ni-ti eksterne konsulenter gående. Der er tale om dyre drenge, der hver koster styrelsen op mod 200.000 kroner om måneden. De er nødvendige, hævder styrelsens direktør.
Dyre SLS-konsulenter
Sidste år i marts forlod et antal ledende medarbejdere Økonomistyrelsen midt i det hektiske arbejde med at færdiggøre Statens Lønsystem, SLS. Det efterlod styrelsens direktør Anders Nørskov i en kattepine og med to muligheder. Enten kunne han bremse projektet, mens han fik egne folk på omgangshøjde, eller han kunne ansætte eksterne konsulenter til at videreføre arbejdet i højt tempo. Anders Nørskov valgte det sidste og ansatte en håndfuld konsulenter fra PA Consulting.
- Der er i øjeblikket tilknyttet seks PA-konsulenter og tre-fire andre eksterne konsulenter, fortæller Anders Nørskov, Økonomistyrelsens direktør.
14,4 millioner kroner
Anders Nørskov afviser ikke, at PA-konsulenternes månedsløn er 200.000 kroner, men henviser til, at betalingen til PA for konsulentydelser sker i henhold til Økonomistyrelsens kontrakt med PA, som er indgået efter et EU-udbud. Det vil sige, at alene de seks PA-konsulenter koster styrelsen 14,4 millioner kroner om året. Dertil kommer så lønnen til de tre-fire andre eksterne konsulenter.
- Men vi bruger kun konsulenter i det omfang, det er nødvendigt, garanterer Anders Nørskov.
Der blev første gang anvendt eksterne konsulenter i tilknytning til SLS-projektet i foråret 1999, hvor projektet blev gennemgået jævnfør Økonomistyrelsens redegørelse fra december 2001.
Samtidig med, at styrelsen betaler så mange penge for eksterne konsulenter forlader mange, især yngre medarbejdere styrelsen, fordi de er utilfredse med "ikke at kunne komme til".
Ingen forankring
Når konsulenterne forlader Økonomistyrelsen, tager de deres viden med sig, hvilket er et klassisk problem ved brug af eksterne konsulenter.
- Vi forsøger at overføre viden til egne folk ved for eksempel at sætte føl på konsulenterne og ved at forsøge at overdrage konsulenternes viden til vores egne medarbejdere, når konsulenterne forlader os, forklarer Anders Nørskov.
De første eksterne konsulenter udfases inden for den kommende måned. De resterende konsulenter udfases i løbet af SLS-implementeringsperioden.
Ole Kjærgaard, account manager hos PA Consulting afviser kategorisk at svare på spørgsmål vedrørende hans dyre drenge hos Økonomistyrelsen.