Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. januar 2003.
Mange investorer har i løbet af de seneste år haft en fornemmelse af, at investeringer i it-aktier var en ørkenvandring. Det skyldes naturligvis de ekstreme kursfald, som har resulteret i meget store tab for investorerne. Mismodet i it-branchen vil dog ikke vare ved. Det vil fortage sig, og der vil med tiden komme fremgang i branchen.
Et af de helt fundamentale problemer i slutningen af 1990'erne var de voldsomt opskruede forventninger, som førte til en boble - og efterfølgende en brist af boblen, da forventningerne til fremtiden kom ned på et mere realistisk niveau.
Erhvervslivet begik blandt andet den store (men yderst menneskelige) fejltagelse at overvurdere, hvor meget fremgang investeringer i diverse it ville kunne bibringe. Når jeg skriver, at det var en menneskelig fejltagelse, skyldes det overvejende, at man bevægede sig ind på nye og ukendte områder. It-branchens karakteristiske "revolutionerende spring" præsenterer med jævne mellemrum verden for nye ting, som det tager sin tid at vende sig til og forstå. Internet (90'erne) og pc'en (80'erne) er de seneste eksempler herpå.
Det er således langt vanskeligere for en virksomheds ledelse at skønne over, hvad ekstra indtjening et nyt SCM- eller CRM-system vil give sammenlignet med en ny produktionsmaskine, hvis kapacitet er velkendt. Der er mange lignende eksempler - ikke mindst omkring internet og dette nye medies betydning for den enkelte virksomhed. Uvidenhed og frygt for at blive sat bagud førte til en lang række investeringer, som i bakspejlets ulidelige klarhed var det rene spild.
Men "fejltagelserne" går også delvist indad i it-branchen, som har solgt it-løsninger i massevis til kunder, som ikke har haft en chance for at udnytte investeringerne. I USA er der i boble-perioden fra 1995-2000 solgt for 1.200 milliarder dollars(!) til erhvervslivet.
Langt fra alle disse investeringer har givet produktivitetsgevinster eller indtjeningsfremgang for brugerne.
For at it-branchen for alvor skal opleve en holdbar fremgang i de kommende år skal it-selskaberne blive bedre til at forstå, hvad der kan give deres kunder en konkurrencefordel eller en evne til at tjene flere penge. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men det vil være en sund introspektiv øvelse for mange it-selskaber. Og i den nuværende markedssituation med fortsat stor it-overkapacitet er det nærmere et krav.
Når investeringslysten på ny melder sig, bliver det afgørende for leverandørerne at kunne opstille realistiske scenarier for, hvad it-løsninger vil kunne bidrage med. Erhvervskunder gider ikke længere høre euforisk salgssnak.
Boks:
Gudme Raaschou Nordic Tech Index og Gudme Raaschou DK Tech Index er ligevægtede indeks, som omfatter de største henholdsvis nordiske og danske IT- og teleaktier. Den 1. januar 1999 er de to indeks sat til 100.
Boks:
Gudme Raaschou Nordic Tech Index 67,38 -2,12 -4,92
Gudme Raaschou DK Tech Index 41,22 -0,22 -3,49
Merrill Lynch 100 Tech Index 189,27 3,81 0,41
Nasdaq Composite 1358,06 -30,37 -0,10
Dow Jones Industrials 8110,71 -19,07 -2,50
Dow Jones Europe Stoxx 50 2189,03 -42,49 -3,92
KFX 185,67 -31,42 -6,58