Business Intelligence nærmer sig realtid

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. februar 2003.


Tema: Business intelligence
Business Intelligence er stadig et vækstområde. Analysebureauet Gartner Dataquest anslår, at erhvervslivet på verdensplan vil bruge to milliarder dollars, svarende til små 14 milliarder kroner på Business Intelligence i 2003. Dermed vil området ifølge bureauet vokse syv procent i år.
Men det er også et område, hvor brugerne er begyndt at stille mere kontante krav om udbytte af investeringerne. Analysebureauet anslår, at halvdelen af de implementerede BI-programmer ikke udnytter deres fulde potentiale.
Behovet for hurtigere at få data om, hvordan drift og salg i virksomheden går, skaber en bevægelse mod realtids-opdatering inden for BI. Virksomhederne ønsker systemer, der mindst fra dag til dag kan levere aktuelle oplysninger. Egentlige realtidssystemer ligger dog efter de flestes opfattelse et par år ude i fremtiden, hvis ikke man ønsker at specialudvikle.
Hvor BI tidligere ofte drejede sig om at levere data, som topledelsen kunne benytte som grundlag for deres beslutninger, tilrettelægges systemerne i dag til at bringe informationerne ud i organisationen. Det skaber et behov for at gøre BI-værktøjet enklere og mere intuitivt at benytte. Samtidig øger den bredere brug af BI behovet for at få øget datakvaliteten, så informationerne fremtræder ensartet og genkendelige. jta