Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. februar 2003.
Analysehusene har stor indflydelse på aktiekursernes vandring op og ned af skalaen, og ifølge det Dow Jones-ejede finansielle magasin Barron's er analytikernes research indimellem ikke noget at prale af.
Snyd
Sidste forår raslede kursen på Bea Systems aktier ned til det halve, da konkurrenten IBM i en tv-udsendelse kom med udtalelser vedrørende markedsandele i markedet for applikationsservere. På dette marked er de to største konkurrenter Bea Systems med sin WebLogic og IBM med sin WebSphere. Bea har i mange år været den klart største aktør på markedet, men IBM har brugt enorme summer på at slå på tromme for WebSphere og fortalt til højre og venstre, at IBM til stadighed haler ind på Bea og faktisk i dag er lige så store som Bea på markedet for applikationsserver-software.
Men er det muligt, at IBM's markedsandele som rapporteret af analysehuse som IDC, Giga Information Group og Gartner ikke er helt, hvad de giver sig ud for at være?
Det er ifølge det finansielle tidsskrift Barron's online-udgave ikke bare muligt, men sandsynligt. Barron's ejes og udgives af Dow Jones & Company, Inc, som blandt andet udgiver The Wall Street Journal og Far Eastern Economic Review og som også står bag en række aktieindeks.
Ingen kontrol
I modsætning til analytikere i børsmæglerfirmaer, der er under skarp kontrol, opererer de indflydelsesrige brancheanalytikere helt uden nogen form for overvågning, skriver Barron's.
Alligevel bliver brancheanalytikernes oplysninger ofte brugt ukritisk af Wall Street-analytikere til at tegne og fortælle om tilstanden i markedet, skriver tidsskriftet.
Ifølge Barron's har analysehusene ofte både direkte og indirekte stor indflydelse på teknologiaktierne og på investorernes anbefalinger af forskellige produkter. Det kan igen betyde succes eller fiasko for højteknologiske virksomheder i forskellige brancher.
- Ingen undersøger troværdigheden af brancheresearchen, det vil sige hvordan analysehusene indsamler deres informationer eller hvem, der betaler for analyserne, siger Goldman Sachs enterprise-software analytiker Tom Bergquist til Barron's.
Han mener, at de store producenter ind imellem med vilje vildleder analytikerne enten ved udeladelsessynder eller ved at offentliggøre kryptiske opgørelser af salgstal.
Bergquist mener en bedre analyse af markedslederne kan findes ved at snakke med virksomhederne for at få klarhed over, hvor mange applikationsservere, der rent faktisk er taget i brug og betalt for, snarere end hvor mange der er afsendt fra leverandøren.
Uigennemskueligt
Goldman Sachs-analytikeren følger blandt andre Bea Systems og mener, at IBM har så mange muligheder for bundle sine hardware- og softwareprodukter og flytte rundt på omsætning i koncernen, at det er umuligt at gennemskue tallene. Ikke overraskende er Bergquist Bea-fan.
Jørn Jacobsen, der er direktør for Bea i Danmark, mærker, at IBM går målrettet efter Beas skalp.
- Vi er en trussel mod IBM, og jeg tror heller ikke på IBM's tal. De "brander" alle deres produkter under en paraply, så det er uigennemskueligt, hvad der bliver sammenlignet, siger han.
Det er ikke lykkedes for Computerworld at få en kommentar fra hverken IDC eller IBM inden deadline.
Billedtekst:
- Jo, vi laver også andet end WebLogic, siger Bea Systems danske direktør Jørn Jacobsen. Han mener, at konkurrenten IBM er i stand til at påvirke analytikernes opfattelse af de reelle markedsandele på markedet for applikationsservere fordi IBM har rigtig mange forskellige produkter på menuen.
Foto: Torben Klint