Huber+Suhner venter mobilboom

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. marts 2003.


Det tidligere Crimp, nu Huber+ Suhner, lægger styksalget ud til distributører og gør sig klar til den 3G-udrulning, selskabet venter næste år.

nedjustering
Schweiziske Huber+Suhner indgår en aftale med distributøren Mikkelsen Electronics, som overtager salget af koaxialkabler og -stik i mindre portioner. Disse produkter benyttes i dag fortrinsvis til overførsel af tv-signaler. Derimod beholder Huber+Suhner forhandlingen af større partier til for eksempel underleverandører.

- Vi lægger styklageret og logistikken omkring små ordrer over til Mikkelsen Electronics og håber samtidig at ramme markedet bredere ved at benytte en distributør, der i forvejen er godt kendt på markedet, siger administrerende direktør Lars Kølbjerg fra Huber+Suhner.

Inden sommerferien regner den schweizisk-ejede virksomhed med at være klar med en lignende aftale for fiberoptiske produkter.

3G på lavt blus
Dermed vil omstillingerne i Huber+Suhners aktiviteter i Danmark være afsluttet. Selskabet erhvervede aktiviteterne for knap to år siden ved købet af Crimp. Siden er antallet af medarbejdere skåret ned fra 135 til 35. Det skyldes blandt andet, at et af selskabets kerneområder - levering af udstyr til mobilsendere - ifølge Lars Kølbjerg kører på lavt blus i år.

- De fleste selskaber har nået udbygningskravene i deres licenser i år. Derimod ser kalenderen voluminøs ud i 2004, siger han.

Huber+Suhner har som underleverandør leveret 3G-udstyr til stort set alle selskaber i Danmark og har derudover leveret til 3 (tidligere HI3G) og Telia i Sverige.

En af de ændringer, der blev foretaget ved Huber+Suhners overtagelse, var dog, at selskabet i dag udelukkende leverer udstyr til såkaldte pico-celler: Antenner, master og sendeudstyr til at skabe intensiv dækning i begrænsede områder. Derimod leverer de ikke længere udstyr til at skabe forbindelser i større områder.

Billedtekst:
Huber+Suhners danske direktør Lars Kølbjerg (t.v.) og direktør Jürgen Haberi fra Mikkelsen Electronics, der er et 32 år gammelt familieejet selskab.