Nokia er fotogenert

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. april 2003.


Nokia har solgt mere end seks millioner kameratelefoner og er dermed verdens største fabrikant af digitalkameraer. Men Nokia satser ikke på at udnytte kameraerne til andet end MMS'er. De asiatiske fabrikanter anser Nokia for naiv, og går direkte efter billedmarkedet.

Telefonkamera
Nokia sælger mere end en million kameratelefoner om måneden, og det betyder, at den finske telefonfabrikant i løbet af seks måneder har etableret sig som verdens største fabrikant af digitalkameraer.
Men Nokia har ingen ambitioner om at udnytte denne position. Det blev bekræftet i forbindelse med lanceringen af den sidste flok af kameratelefoner fra Nokia, hvor man gentagne gange betonede, at kameratelefonerne er en form for MMS-terminaler.
MMS-generator
Dog har Nokia lanceret enheder, hvor mobiltelefoni er sekundær. Det er enheder som N-Gage spilleenheden og Nokia 3300 MP3-afspilleren.
Derfor var der på sidste måneds CeBIT-messe i Tyskland spekulationer om, hvorvidt Nokia var på vej med en ægte kameratelefon.
- Jeg kan ikke sige, om Nokia er på vej med en sådan enhed, men uden netværk med den nødvendige kapacitet er sådanne enheder ikke realistiske, siger produktchef i Nokia Tomas Chatzopoulos.
Han fortæller, at Nokia produktudvikler aktivt på området for mobile medier.
Sidste tiltag inden for Nokias billedprodukter er en enhed, der kan "suge" billeder ud af en mobiltelefon og vise dem på et tv, men ikke gemme eller udprinte dem.
Netop print er stadig den meste populære disciplin for digitalfoto. Men også her betoner Nokia, at der er tale om telefoner med kamera - ikke omvendt.
Tomas Chatzopoulos siger:
- Naturligvis forbedrer vi hele tiden kamerakvaliteten i telefonerne, men vi ser primært billedfunktionerne som en MMS-generator. For vi tror på, at billederne fra denne type enheder primært lever elektronisk.

Asiatisk fotoglæde
Den holdning vakte ikke meget respekt hos de asiatiske telefonfabrikanter på sidste måneds CeBIT-messe.
Panasonic gjorde udtrykkelig opmærksom på, at "et kamera er et kamera, uanset form" på deres pressekonference. Og Panasonic annoncerede derfor en Bluetooth-printer til deres kameratelefoner og satser på arkiv-software til kamerabillederne, der let kan overføres til en pc.
Samsung forventer, at alle deres telefoner med undtagelse af de allerbilligste vil være udstyret med kameraer i 2005, og netop kamera-funktionaliteten blev kraftigt betonet på deres pressekonference. Sharp mener, at et af deres vigtigste vækstområder inden for telefoni netop bliver på display og fotosiden.
Sony-Ericsson har lanceret en flash til deres mobiltelefoner og berettede på CeBIT om øget fokus på fotokvaliteten.
Også den traditionelle fotofabrikant Kodak interesserer sig for emnet. Sidste nye tiltag er en mulighed for online-billedalbum, hvortil billederne kan sendes fra en kameratelefon.
Fra dette online-billedalbum kan kamerabillederne sendes til en pc, en anden mobiltelefon eller simpelthen udskrives.

Megapixel-telefoner
I øjeblikket tilbyder kameratelefonerne en billedkvalitet svarende til et web-kamera. Opløsningen er typisk 640 x 480 billedpunkter eller mindre. Både Panasonic og Samsung talte på CeBIT om megapixel-kameraer i mobiltelefonerne, hvor planen var at generere to billeder fra hver optagelse - et højopløselig til udprint og et mindre til MMS-afsendelse.
Og i denne uge blev de første japanske modeller af kameratelefoner med 1,3 megapixel billedsensorer annonceret af Fujitsu, Sony og Mitsubishi i Japan til levering inden for de næste tre måneder.
Det gør man i forventning om, at kameratelefonerne vil erstatte de billigste digitalkameraer, idet forbrugerne er interesseret i kun at have en enhed på sig.
Tomas Chatzopoulos siger til dette:
- Ved en mobiltelefon er der en hårfin ballance mellem funktioner og strømforbrug. Og bedre opløsning kræver større displays, der alt sammen bruger mere strøm. Vi arbejder mod at optimere hele enheden, for det er mobiltelefoner, vi fabrikerer.

Billedtekst:
Det er enheder som denne Samsung sgh d-700, der udnytter Nokias venteposition som kameraproducent. De aktive asiatiske fabrikanter mener, at kamerafunktionerne i kameratelefonerne skal udnyttes fuldt ud, mens Nokia mere ser kameraet som en MMS-generator for telefoperatørerne.
Øverst ses Panasonic X-70. Nederst ses Nokia 3650