HP annoncerer ny strategi

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. maj 2003.


Et år efter fusionen med Compaq annoncerer Hewlett-Packard, ligesom IBM og Sun, en ny strategi, der skal gøre det muligt for kunderne at få mere ud af deres eksisterende investeringer.

Strategi
Adaptive Enterprise kalder Hewlett-Packard sin nye strategi, der omfatter en række nye produkter og tjenester, der har som mål at give kunderne et bedre udbytte af deres it-investeringer.
- Vi har taget alle forretningsenheder og udarbejdet en overordnet strategi for dem, fortæller Erik Kaae, der er Business Unit Manager i HP Danmark.
Han fremhæver også strategiens tilpasningsevne.
- Med den nye strategi og de nye produkter, der følger med, kan du flytte rundt på dit udstyr som Legoklodser og rekonfigurere det, i stedet for at skulle investere i nyt. Resultatet bliver, at kunderne får en bedre udnyttelse af den teknologi, de en gang har investeret i, siger Erik Kaae.
Også IBM og Sun Microsystems annoncerer lignende strategier. IBM kalder sin On Demand, mens Suns har fået navnet N1. Begge strategier handler om at give kunderne en bedre udnyttelser af deres it-investeringer.

Helende hænder
Blandt HP's hardware- og softwareannonceringer er HP Virtual Server Environment, en ny Unix-server applikation, der tillader kunderne at overvåge og afbalancere deres server-ressourcer. HP annoncerer også en opgradering af sin overvågningssoftware OpenView med selv-helende egenskaber. Det vil sige, at applikationen følger med i problemer, der er ved at opstå, og kommer med forslag til teknikerne om, hvad der kan gøres for at rette fejlen.
Virtualiseringsinitiativer har også set dagens lys fra IBM, Sun, Veritas, Microsoft og Computer Associates. Virtualisering gør det nemmere at flytte opgaver fra en computer til anden, at få nyt udstyr online og at øge ressourcer dedikeret til bestemte opgaver. Analysehuset IDC mener, at virtualisering efterhånden er så udviklet, at teknologien så småt er på vej mod at blive en alment anvendt teknologi.

Billedtekst:
- Med den nye strategi og de nye produkter, der følger med, kan du flytte rundt på dit udstyr som Legoklodser og rekonfigurere det, i stedet for at skulle investere i nyt, siger Erik Kaae, Business Unit Manager, HP Danmark.