TyrannoServus Rex

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.


Så er der rigtig it for rigtige mænd på banen. For ganske få millioner kan man nemlig få en IBM zSeries z990, der kan køre flere hundrede virtuelle Linux-servere og går under kodenavnet T-Rex.

Råstyrke
Efter at 1.200 IBM-ingeniører har svedt kaffe i fire år, er IBM nedkommet med en monster-mainframe. z990 har nemlig tre gange større kapacitet end forgængeren z900, hvilket i mainframessprog betyder 9.000 MIPS (millions of instructions per second). Der er op til 512 kommunikationskanaler af hver 2 gigabit/s og op til 16 HiperSockets med en kapacitet mellem fem og otte gigabit/s. Der kan puttes 256 gigabyte RAM i monstret, der kan opdeles i op til 30 underservere. Processor-modulerne har hver 20 skarpslebne cpu'er, hvoraf de fire er reserve-cpu'er. Den mindste model (for tøsedrenge) har kun de otte aktiveret. Den rigtig barske model, der kommer i 2004 vil have op til 64 cpu'er, 512 gigabyte ram, 1024 I/O-kanaler, og 60 opdelinger (LPARS). Styresystemet hedder z/OS 1.2 eller z/VM 3.1. Det kan afvikle i hundredvis af Linux-servere. Det kan være SuSE, TurboLinux eller Red Hat, der spræller mellem ribbenene på den grumme mainframe. IBM oplyser, at en enkelt z990 kan slubre mere end 450 millioner transaktioner om dagen i sig eller lidt over 5.000 i sekundet. Velbekomme!

Billedtekst:
Måske en IBM-bruger ved annonceringen af verdens kraftigste mainframe z990 kaldet T-Rex, der er tre gange kraftigere end den forrige model.

Billedtekst:
Den vejer to ton, er på størrelse med tre telefonbokse og er udstyret med en massiv blæser, der giver en mandig buldren. Og så er z990 verdens kraftigste mainframe.