Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.
Trådløse mus og tastaturer er populære hos de private brugere, men der har ikke været den store respons hos virksomhedsbrugerne. Her er batterier nemlig et fy-ord, og man vil have diskret design.
Trådløst skrivebord
Tastaturer og mus er noget, som bare skal være godt nok for de fleste pc-fabrikanter. Siden den vigtigste salgsparameter for pc'er er prisen, spares der, hvor man kan. Og det betyder, at netop tastaturet og musen bliver nedproriteret på indkøbssedlen for mange pc-fabrikanter. Danmark har en tradition for, at man gerne vil have ordentlige redskaber - og det betyder at trådløse tastaturer er populære hos private brugere, der gerne erstatter de fabriksleverede tastaturer og mus med nye enheder. Den samme tendens mod trådløse tastaturer eksisterer ikke i samme grad hos virksomhedskunder. - Det skyldes helt enkelt batterierne. It-afdelingerne er ikke glade for batterier. For dem er det en ekstra fejlkilde, og de er ikke glade for at skulle have en skuffe fuld af batterier og skulle styre udleveringen af ekstra batterier, siger administrerende direktør i Logitech Danmark, Jan Armand.
Men det er ikke det eneste punkt, hvor indkøbscheferne har betænkeligheder. Også designet spiller ind. Jan Armand siger: - Det er helt klart, at der efterspørges et mere diskret design til virksomhedsbrug i forhold det, som private brugere finder interessant. Virksomhederne vil have færre ekstrafunktioner og simpelt design. Det skyldes igen, at it-afdelingerne ikke vil supportere de ekstra ting på tastatuerne, som for eksempel styring af medieafspillere.
Det betyder alt sammen, at Logitech er på vej med modeller, der decideret er beregnet til forretningsbrug. Færre ekstra knapper og diskret design er nøgleordet. Dertil markedsfører Logitech nu mus med genopladelige batterier, som lades op via en dockingstation, til forretningsbrugerne. Trådløse tastaturer er ikke så strømkrævende og er derfor et mindre problem i denne sammenhæng.
Sikker BlueTooth
I øjeblikket anvender alle fabrikanter af trådløse mus og tastaturer deres egen trådløse teknologi, undtagen Microsoft, som har en BlueTooth-mus på det danske marked. Men Jan Armand forventer, at den næste generation af trådløse enheder vil understøtte BlueTooth. - Der er to ting, som skal være i orden, før BlueTooth er virkelig relevant. Den ene er batterilevetiden, idet BlueTooth-enhederne skal have lige så lang levetid som de bestående enheder med RF-trådløs teknologi. Den anden er sikkerhed. Et trådløst tastatur, som sender ukrypteret, er en sikkerhedsrisiko, og det er præcis det, som vi arbejder med i forbindelse med kommende produkter, siger Jens Armand.
Boks:
Et ekstra sikkerhedslag til Bluetooth
BlueTooth indeholder ikke i sig selv anden sikkerhed end muligheden for at angive en pin-kode, når to enheder skal forbinde. Enheder som mus og tastaturer er i Bluetooth-sammenhæng enheder der netop ikke behøver sikkerhed.
Derfor må der indføjes et ekstra lag af sikkerhed. Ellers kunne man forstille sig, at en fjendtlig person kunne tillslutte en BlueTooth-basestation til en bærbar computer og via et simpelt lytteprogram fange tastetryk på et trådløst tastatur.
billedtekst:
Administrerende direktør i Logitech Danmark Jan Armand fortæller, at der kommer specielle modeller af trådløse mus og tastaturer til forretningsbrugere. Til højre ses nordisk marketingchef Tina Jørgensen.