Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. juni 2003.
En væsentlig nyhed i Microsofts opdaterede Software Assurance Membership (SAM) er, at de kunder, der hidtil har betalt for deres SA-
medlemskab, nu også får noget for pengene.
Licenspolitik
Meningen med Microsofts Software Assurance Membership (SAM) var oprindeligt, at aftalen skulle skelne mellem Product Enhancements (produktforbedringer) og obligatoriske opdateringer. De første skulle man kun kunne komme i nærheden af, hvis man havde betalt sit SAM, mens nødvendige opdateringer (patches) skulle være gratis.
- Problemet var, at Microsoft af en eller anden grund ikke skelnede mellem disse forskellige opdateringer. Det vil sige, at kunder, der havde betalt for deres Software Assurance Membership, reelt ikke fik noget for deres penge, forklarer Claus Christensen, produktkonsulent hos it-forhandleren Ementor (tidligere Eterra).
Han tilføjer, at den nye SAM-pakke er et klart positivt initativ.
- Vi ser det som glædeligt, at der nu er noget godt i posen til SAM-kunderne, lyder det.
På hjemme-pc'en
I Slagelse Kommune kender it-chef Hans Lembøl udmærket Microsofts Software Assurance-koncept. I hvert fald et par af varianterne.
- For der er nok en syv-otte forskellige licensvarianter, det er ikke til at finde ud af, siger Hans Lembøl.
I Slagelse har de et SAM under OSL (Open Subscription License), og det betyder blandt andet, at medarbejderne kan installere Microsofts Officepakke på hjemme-pc'en.
- Den her tilpasning af den eksisterende SA giver en større gennemsigtighed og et bedre overblik over, hvad Slagelse Kommune skal betale i licenspenge for det, vi har liggende på vores 786 pc'er, siger Hans Lembøl.
Advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted har valgt ikke at benytte sig af SA. Med firmaets nuværende treårige opgraderingsfrekvens er der ifølge it-direktør Per Buchwaldt ikke nogen økonomisk fordel i SA.
- Men det er mit indtryk, at Microsoft lægger flere ting i hatten med den nye SA. De rykker ved balancen for, hvornår det er attraktivt at benytte sig af SA, konstaterer Per Buchwaldt.
Forsikringsselskabet TopDanmark har ifølge Computerworlds oplysninger også fravalgt Microsofts tilbud om Software Assurance. Spørgsmålet er, om Microsoft med sit reviderede tilbud om SA har lagt nok attraktive tilbud i hatten til at gøre Software Assurance interessant for tilstrækkelig mange af kunderne.
Billedtekst:
- Jeg tror, at Microsofts nye og mere attraktive Software
Assurance-pakke hænger sammen med, at Microsoft har fundet ud, at konkurrenten Sun skal tages mere alvorligt, filosoferer Hans Lembøl, it-chef i Slagelse Kommune. Foto: Torben Klint