Hanstholm sparer på open source

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. juni 2003.


brugererfaring: Som den eneste kommune i landet baserer Hanstholm kommune sig næsten 100 procent på open source-software. Resultatet er store besparelser på licensbetalinger til Microsoft og enkelte problemer.

En kommende licensbetaling i flere hundrede tusinder kroners klassen til Microsoft fik i 2001 Hanstholm Kommune til at se sig om efter et alternativ. Kommunen havde i nogle år brugt Linux som operativsystem på en række servere, men ellers på brugersiden baseret sig på Microsofts Officepakke.
- Jeg havde både hørt og læst om StarOffice, og for et par år siden fik jeg lavet en sammenligning mellem funktionerne i Microsofts Office 97 og StarOffice version 5.2, fortæller Jens Ole Hald, it-koordinator i Hanstholm Kommune, der har knap 6.000 indbyggere og ligger på den jyske vestkyst.
Konklusionen var, at de to produkter kunne stort set det samme om end ikke på helt samme måde.
Kapløb
På det tidspunkt var Jens Ole Hald orienteret om Microsofts nye licenspolitik, der for Hanstholm Kommune ville betyde en opkrævning på omkring 300.000 kroner. Vel at mærke penge, der ikke figurerede i budgettet, og som it-koordinatoren i givet fald skulle til ledelsen og bede om.
- Jeg vurderede, at version 5.2 var for akavet for mine brugere, men det forlød, at StarOffice 6.0 ville komme i begyndelsen af 2002, og den ville angiveligt være mere brugervenlig, siger Jens Ole Hald.
- Hvis jeg kunne finde et alternativ til Microsoft, ville det betyde en væsentlig besparelse for os, pointerer Jens Ole Hald.
Da Sun Microsystems i sin tid introducerede kontorpakken StarOffice, var den gratis. Det er den ikke længere, men prisen for at bruge StarOffice er fortsat symbolsk i forhold til, hvad Microsofts produkter koster.
Jen Ole Hald fik møvet sig ind i KL's (Kommunernes Landsforening) projektgruppe vedrørende StarOffice 6.0, men det viste sig hurtigt, at der blev snakket for meget og handlet for lidt. Ikke mindst set i lyset af, at Hanstholm havde travlt, hvis kommunen skulle nå at finde et alternativ til Microsoft, inden 300.000 kroners licensbetalingen forfaldt.
- Jeg havde et halvt år, så skulle alt være plads, lyder det.
Nu ville skæbnen, at Jens Ole Hald kom i forbindelse med tre studerende på RUC, der ville bruge kommunen som et case study i forbindelse med kommunens overgang til StarOffice. Det hjalp noget på motiveringen med en så åbenlys interesse for kommunens projekt.
I februar 2002 blev beslutningen om at gå over til open source-produktet taget. Jens Ole Hald forelagde scenariet for kommunens direktion, og den sagde go!
Først fik it-afdelingens ansatte sammen med 15 frivillige i kommunen installeret StarOffice. De frivillige fik filet lidt til her og der, og i juni præsenterede it-afdelingen den nye kontorpakke for alle medarbejderne i Hanstholm Kommune. Det vil sige i alt 100-110 it-arbejdspladser inklusive et antal hjemmearbejdspladser.

Økonomi fremfor ideologi
Ledelsen slog fast, at beslutningen om at indføre open source snarere var et spørgsmål om økonomi end om ideologi. Tanken om næsten gratis open source-software er køn og bliver kun kønnere set i lyset af en truende licensbetaling til Microsoft på 300.000 kroner. Kort og godt lød budskabet til kommunens it-brugere: Klap hælene sammen og ret ind.
I dag er det Jens Ole Halds indtryk, at 80 procent af brugerne har den samme indstilling til StarOffice, som de havde til Microsoft Office, ti procent synes, at StarOffice er tæskeirriterende, mens de sidste ti procent er vilde i varmen med den nye softwarepakke.
Kommunen startede med at fastholde Microsofts formater .doc og .xls, men skrevet i StarOffice, og det gav problemer. Løsningen blev udelukkende at benytte StarOffice-formater internt i kommunen og bruge pdf-formatet ved kommunikation ud af rådhuset.
- Vi kan læse .doc og .xls, men med hensyn til grafik og regneark har vi stadig et problem, medgiver Jens Ole Hald.
De fleste problemer kan løses, men sidder økonomiafdelingen med et stort og komplekst regneark, som er meget svært at konvertere til StarCalc (regnearket i StarOffice), så smider Jens Ole Hald en Excel-licens på bordet og bruger Microsofts regneark.

Også nyt operativsystem
Samtidig med indførelsen af open source-software skiftede Hanstholm Kommune også styresystem, men fastholder på det punkt Microsoft som leverandør. Ud med Windows 95 og ind med Windows 2000. Til gengæld røg postsystemet Microsoft Mail ud til fordel for Novells Groupwise.
Det tog tre mand en uges tid at skifte Office 97 ud med StarOffice på omkring 130 computere. Ugen efter stod den på uddannelse.
- Alle fik tre en halv times uddannelse, og det var nok for 80 procent af medarbejderne, siger Jens Ole Hald.
De ansatte med større behov er blevet lovet en uges uddannelse yderligere, men den har de indtil videre måttet kigge i vejviseren efter.
Databasedelen i StarOffice hedder Adabas, og den er ifølge it-koordinatoren mere avanceret og mindre brugervenlig end Microsofts database Access. Brugerne venter med længsel på danske hjælpefiler til StarOffice.
Kompatibilitetsproblemer er der stadig i Hanstholm Kommune, men det meste kan løses, og for det der ikke kan, er der de nødvendige Microsoftlicenser i skuffen.
- Vi er indtil videre den eneste kommune, der er gået 100 procent over til StarOffice, men succesen står og falder med snitfladerne til Kommunedatas centrale systemer, mener Jens Ole Hald.

KMD er parat
Han mener, at der er mange kommuner, der er seriøst interesserede i at gå over til open source, men at manglen på snitflader til KMD's centrale systemer holder dem tilbage. Den påstand er KMD ikke enig i.
- Vi mærker en svagt stigende efterspørgsel, men efterspørgslen skal matche den indsats, vi er nødt til at bruge på at lave snitfladerne til for eksempel StarOffice, siger Vibeke Frederiksen, udviklingschef, KMD.
Hun siger, at der skal et "passende antal kommuner" til for at få KMD til af sig selv at gå i gang med de manglende snitflader, men vil ikke konkretisere, hvor mange "et passende antal kommuner" er, men lægger ikke skjul på, at KMD står parat.
- Vi er parate, så snart der et marked, men efterspørgslen er ikke stor nok endnu, siger hun.
Slagelse Kommune har tidligere været med i debatten om open source-software, men holder sig indtil videre til Microsofts produkter. It-chef Hans Lembøl er enig med Hanstholm Kommune i vigtigheden af, at der er de nødvendige snitflader fra for eksempel StarOffice til KMD's centrale systemer. Han siger:
- Mit bud er, at hvis en fem-ti kommuner af en nogenlunde størrelse melder sig på banen, så laver KMD de nødvendige snitflader.

Citat:
Hvis jeg kunne finde et alternativ til Microsoft, ville det betyde en væsentlig besparelse for os Jens Ole Hald,
it-koordinator i Hanstholm Kommune

Billedtekst:
- Vi er indtil videre den eneste kommune, der er gået 100 procent over til StarOffice, men succesen står og falder med snitfladerne til Kommunedatas centrale systemer, mener Jens Ole Hald. Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset

Boks:
Open source-kommuner:
Aalborg kommune:
Aalborg Kommune kører et projekt på en skole, hvor der bruges såvel styresystemet Linux som Windows NT.

Allinge-Gudhjem:
Den tidligere Allinge-Gudhjem Kommune benyttede kontorpakken StarOffice og dertil open source-styresystemet Linux på kommunens servere.

Hanstholm Kommune
StarOffice anvendes som kontorautomatiseringspakke på alle kommunale it-arbejdspladser.