Fondsbørsens KVX lukker og slukker

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. juni 2003.


IdÈen var god, men desværre viste timingen sig at være tilsvarende dårlig. I september 2000 åbnede Københavns Fondsbørs KVX-indekset som et modsvar til USA's Nasdaq-indeks. Fondsbørsen mente dengang, at et sådant vækstmarkedsindeks ville hjælpe mindre virksomheder med stort vækstpotentiale hurtigt igennem en børsnotering. Uheldigvis gik der ikke lang tid, før den verdensomspændende krise i it-branchen satte ind, og værdien af KVX-indekset er siden introduktionen faldet med mere end tre fjerdedele. Hen ad vejen er KVX også blevet beskyldt for at være for smalt af blandt andre LD.
Ifølge Fondsbørsen er det markante ændringer af strukturen på det danske aktiemarked, som overflødiggør KVX - Vækstmarkedet. Ændringerne har blandt andet betydet, at brancherne er blevet mere synlige for investorerne, samtidig med at det er blevet muligt at følge udviklingen i tilsvarende brancher for selskaber noteret på de øvrige børser i Norex Alliancen, idet de inddeler selskaberne efter samme model som Københavns Fondsbørs.

Ingen vækst
Den første april introducerede Fondsbørsen de to plussegmenter, SmallCap+ og MidCap+, for de små og mellemstore selskaber, der udmærker sig på tre områder: Høj likviditet i selskabets aktier og hyppig information til investorerne. KVX-indekset, der blev introduceret med en værdi på 1.000, har ikke vist nogen vækst siden introduktionen. Da indekset var højest, lå det i 1.082, og det var seks dage efter introduktionen. I onsdags lå det i 217. Indekset åbnede i sin tid med virksomheder som 2M Invest, Columbus IT Partner, Damgaard og eHuset.
I dag består indekset af følgende virksomheder: Danware, Danionics, NeuroSearch, Maconomy, Thrane & Thrane, Pharmexa, SimCorp, Bavarian Nordic, Genmab og RTX Telecom. Af disse ti kvalificerer de seks sig umiddelbart til en plads på et af de to nye plussegmenter, SmallCap+ og MidCap+.
I sommeren 2001 blev de noterede selskaber på Københavns Fondsbørs reklassificeret efter den såkaldte GICS-model, der sikrer en opdeling af det danske aktiemarked i fire niveauer med tilhørende indeks på de tre øverste niveauer, det vil sige sektor-, branchegruppe- og brancheniveau.
Investorerne har i dag mere end 75 indeks, der følger det danske aktiemarked i mindste detalje, at læne sig op af. Et så finmasket billede af udviklingen på aktiemarkedet er ikke set tidligere, og det er såvel dette som de eksisterende halvtriste markedsforhold, der endte med at tage livet af KVX-indekset.

Gudme Raaschou Nordic Tech Index og Gudme Raaschou DK Tech Index er ligevægtede indeks, som omfatter de største henholdsvis nordiske og danske IT- og teleaktier. Den 1. januar 1999 er de to indeks sat til 100.

Markedsindeks
Indeksværdi Afkast Afkast
18.06.2003 år-til-dato uge-til-uge
Gudme Raaschou Nordic Tech Index 77,64 12,79 1,14
Gudme Raaschou DK Tech Index 42,88 3,80 -1,76
Merrill Lynch 100 Tech Index 249,65 36,93 1,80
Nasdaq Composite 1677,14 -14,01 1,89
Dow Jones Industrials 9293,80 -7,26 1,20
Dow Jones Europe Stoxx 50 2527,44 -33,60 3,06
KFX 217,45 -19,68 0,72