Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. juni 2003.
Danske iværksættervirksomheder og projekter med forretningsmæssigt og teknologisk potentiale skal ud af starthullerne nu, hvis de vil have mulighed for at blive finansieret og nå et internationalt niveau.
Venture-penge
Hvis man som ung og/eller lille virksomhed har internationale vækstambitioner, så gælder det om dels at have et godt forretningskoncept og en tilsvarende god teknologi, dels en frygtelig masse penge. De fleste har det hele undtagen pengene og de internationale kontakter, og det er her Tech Tour-organisationen kommer ind i billedet. European Tech Tour lader verdens førende ventureselskaber og virksomheder møde lokale, kommende it-stjerner. I løbet af to intensive dage netværker op til 25 udvalgte iværksættervirksomheder med de mest relevante og indflydelsesrige topfolk.
Stærke europæere
European Tech Tour Association er en schweizisk nonprofit-organisation, der har som formål at udvikle stærke europæiske it-selskaber. Målet forsøges nået ved at gennemføre et netværksarrangement fire gange årligt i forskellige europæiske lande. I august kommer turen til Danmark. - Vi har foreløbig en gruppe virksomheder, der hovedsagelig stammer fra de forskellige venturevirksomheders egne porteføljer. Det er også fint, men vi ville gerne have nogle overraskelser med i puljen, siger Frederik Willerup, investeringsdirektør, Internet Ventures Scandinavia.
Svær opgave
Frederik Willerup sidder i udvælgelseskomitÈen, der har den svære opgave at sortere de håbefulde og innovative danske it-virksomheder så det endelige antal lander på cirka 25. Han tilføjer, at de virksomheder, der allerede er i bruttopuljen måske ikke er nye for de hjemlige ventureselskaber, men vil være det for de udenlandske.
Begrebet "start-up virksomhed" skal i øvrigt opfattes bredt i denne sammenhæng. Også virksomheder på mellem 20 og 50 ansatte med et par år på bagen vil blive taget i betragtning, men det er afgørende, at virksomheden har et levedygtigt koncept og en teknologi, der passer til. I projektet arbejdes der sammen med den samlede danske venturebranche, heriblandt Internet Venture Scandinavia, 3i, North Zone Ventures, Dansk Kapitalanlæg og Vækstfonden.
Boks:
European Tech Tour Association
Skal finde frem til enestående innovative it-projekter, der kan hæve det europæiske teknologiske niveau.
Skal introducere de udvalgte virksomheder til de stærkeste globale investorer, selskaber og rådgivere.
Skal som nonprofit-organisation være med til udvikle innovative europæiske, high-tech virksomheder.