Jeg håber ikke, du har et digitalur

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. august 2003.


Computerworlds læsere er heldigvis kvikke folk, der til forskel fra avisens bagsideskribent har let ved at læse decimaler.

SKANDALE
Jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede til 40. 40 e-mails, der alle sammen beskriver, hvordan man bruger og aflæser Kraks netbårne ruteplanlægger i virkeligheden.
Tiden angives i minutter, ikke i sekunder, hævder Computerworlds læsere, efter Bagsiden sidste fredag mente at kunne afsløre, at turen mellem Skamby og Søndersø ifølge Krak kan tilbagelægges på syv sekunder. Lad det være sagt med det samme: Turen tager rimelige syv minutter. Krak har ikke regnet forkert. Det er journalisten, der ikke kan læse indenad. Beklager.
Krak har også skrevet til Bagsiden. De er ikke sure eller noget. Faktisk var der flere Krak-medarbejdere, der slet ikke opdagede fejlen i avisen. Det har givet anledning til, at Krak nu går i gang med at revidere tidsangivelserne, så det bliver helt tydeligt, hvad der er minutter, og hvad der er timer.
Thomas Fejerskov Klindt, som er produktchef for Mobil og Internet hos KrakMedia, udtrykker det diplomatisk således:
- Kunden har altid ret, og vi vil derfor tage initiativ til at rette tidsangivelsesformatet således, at det fremgår mere utvetydigt, hvad der er timer, og hvad der er minutter.
Eller sagt på en anden måde: Også de helt langsomtopfattende skal have mulighed for at bruge Kraks udmærkede tjeneste.

Tak til læserne for de mange e-mails. Vi bringer her
et udvalg:

Jeg vil så til gengæld hovere lidt over, at du ikke kan finde ud af at læse en helt almindelig tidsangivelse: 00:07 betyder nemlig nul timer og syv minutter. For din egen skyld håber jeg ikke, at du har et digitalur.
Bo Slott

Forhåbenligt viser (..) Computerworld lidt mere omtanke i trafikken, end de gør under læsning af Kraks
udmærkede ruteplaner. Burde Computerworld ikke komme på Bagsiden med sin egen bagside fra nr. 28?!
Kent Stig Nielsen

Skulle måske lige supplere med, at ifølge din tolkning af Krak, så tager det tre minutter og 57 sekunder at køre fra Nørrebrogade i København til Jomfru Anegade i Ålborg.
Morten Nielsen