Kryptologiens mestre

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. august 2003.


UDDANNELSE: Aarhus Universitet sender et hold modne erhvervsfolk tilbage til virkeligheden. De har i en periode været på skolebænken og afsluttet deres masteruddannelse i kryptologi.

Kryptologi, læren om kryptering, har fået stor betydning, efterhånden som danskernes - og hele verdens - brug af internettet er øget. Kravene til sikkerhed skærpes, fordi vi bruger nettet til at overføre penge, e-handle, indgå kontrakter.
Snart har vi formentlig alle sammen en digital signatur, og hvem har lyst til at sende den ud i cyberspace uden en effektiv kode?
Det stiller altsammen større krav til, at data ikke alt for let kan opsnappes, så informationerne kan misbruges af folk med dystre motiver.
Det krav afspejler sig også hos virksomhederne, som i stigende antal ønsker, at deres medarbejdere skal kunne noget mere på sikkerhedsområdet.
En måde at gøre det på kunne være at tage den master i kryptologi, som udbydes af det naturvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Herfra har 13 nyudklækkede kryptologer for nylig forladt skolebænken efter den to-årige masteruddannelse, og de bliver efterfulgt af ti mere i løbet af efteråret.
De 13 kryptologer kommer fra vidt forskellige virksomheder som TDC, Ericsson Diax, Nokia, TietoEnator, LEC, Lindhard, Sagem Denmark og Forsvarets Efterretningstjeneste. Virksomhederne har betalt for uddannelsen.

Skræddersyet
Det er lektor Hans Anton Salomonsen fra Aarhus Universitet, som er initiativtager til kryptologi-uddannelsen:
- Masteruddannelsen i kryptologi er skræddersyet, så det faglige indhold matcher de krav, der stilles på arbejdsmarkedet lige nu. Uddannelsen er målrettet erhvervsaktive med nogle års erfaring. Det betyder, at de som studerende møder op med mappen pakket med en god portion praktiske erfaringer. Det er så vores opgave som forskere at videregive den viden, vi sidder inde med. Men den cocktail, hvor teori kobles med praktiske eksempler, er en perfekt grobund for udvikling af både nye teorier og produkter, siger han.
En sidegevinst til masteruddannelsens faglige indhold har været netværket de studerende imellem.
- Jeg har fået et bredere fagligt netværk, siger Per Christoffersen, som arbejder i Sagem Denmark, der blandt andet fremstiller dankortterminaler. Han er en af de 13 nyuddannede kryptologer:
- Jeg har lært en række mennesker, der har viden inden for dette specielle område, at kende. Det har min virksomhed allerede haft gavn af. I en periode har den haft to af mine medkursister ansat som konsulenter til at løse specialopgaver, siger han.

Nye masteruddannelser
Aarhus Universitet har taget flere initiativer til at få universitetsverdenen og det private erhvervsliv til at nærme sig hinanden. Et af dem er tilrettelæggelse af særlige efteruddannelser for erhvervsfolk, hvoraf masteren i kryptologi er en.
Derudover tilbyder det naturvidenskabelige fakultet også masteruddannelser inden for andre områder, og fra efteråret kommer der masteruddannelser i material science, softwarekonstruktion, multimedier og geovidenskab.

Boks:
Masteruddannelse
En masteruddannelse varer typisk to et halvt år og gennemføres på deltid, så den kan kombineres med job og familieliv. Undervisningen er tilrettelagt som netstøttet fjernundervisning, kombineret med weekendseminarer.

Citat:
- Teori koblet med praktiske eksempler er en perfekt grobund for udvikling af både nye teorier og produkter, siger lektor Hans Anton Salomonsen fra Aarhus Universitet