Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. september 2003.
Jeg har været med min kone i Firenze. Bare fire dage, mens Moster Lis passede børnene derhjemme. Fire dage i smukt norditaliensk sensommervejr med krogede gader, mægtige torve og broer, der siden middelalderen har ludet over Arno-floden i tidløs majestæt.
Museale uerstatteligheder, fabelagtige katedraler og trattor'as og espresso'er og en lejet Fiat Punto, der bragte os til Pisa med det uheldige tårn, og rundt i det toscanske landskab, hvis pittoreske storslåethed kun dårligt beskrives kan med ord.Jeg er ikke særlig finkulturel eller noget, selvom det er svært at lade være med at føle sig sådan lidt -agtig, når man befinder sig i en af Italiens og verdens smukkeste byer. Alligevel var kontrasten overvældende, da vi var landet i Kastrup og kørte hjem fra lufthavnen med hovederne fulde af indtryk og bagagen stoppet med smagfulde souvenirs, dyrt indkøbt på Piazza del something, og mobiltelefonen bipper for at fortælle, at der er kommet en sms. Hvem skriver? Er det et velkommen hjem? Ja, på en måde, for det var såmænd min svoger, der lige ville af med denne her: "Tak for lån af din tandbørste. Nu er jeg helt ren mellem tæerne og min r.. klør ikke mere."
Rigtigt gættet. Han kører på en 1.000-kubik motorcykel og hans arme er lige tykke som mine lår - til sammen - med hår fra håndled til skulder. Han har også en delle i nakken, og man kunne begrave et sæt dødfødte tvillingeelefanter i hans stuehøjttalere, der mestendedels som aktive vulkaner buldrer knætung heavymetal. Så på den vis er sms-beskedens natur vel ikke overraskende, skulle man tro.Men det er en styg fordom. Sms-jokes er allemandseje. Pæne folk i jakke og/eller nederdel videresender de væmmeligste vittigheder til hinanden.
Ingen bliver sparet, så på den måde kunne det jo være et herligt fordomsfrit medie, selvom det lader til, at personer af anden etnisk oprindelse end dansk med samt folk, der seksuelt orienterer sig anderledes end hetero, ligger rigelig højt på listen over noget at grine ad.
Sms-joke-fænomenet ligner it-brugerkulturen dengang alle begyndte at få email-adresser, og der på det nærmeste gik sport i vennekredsen om at rundsende alt, hvad man kunne finde af mærkværdigheder på nettet. Det var ikke småting, men når man har set en mand stikke sin pegefinger ind gennem sit næsebor og ud gennem det højre øje tilstrækkeligt mange gange, bliver man lidt blasert og begynder at synes, at det må han egentlig selv om, bare jeg slipper for at skulle se på det.
Ligesom jeg ikke er finkulturel er jeg heller ikke sippet. Jeg lo højlydt af min svogers bøvede tandbørste-sms. Ikke så meget på grund af dens indhold, men fordi, den ramte, mens jeg var i gang med at tænke på noget helt, helt andet. Jeg tror også bare, jeg havde forventet, at den lille, højkulturelle rejse ville slutte på en anden måde. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, når vi alle sammen begynder at sende MMS'er til hinanden. Så får jeg også billederne med af min svoger og hans uhellige anvendelse af mine toiletartikler.
