HP vil ind på de bonede gulve

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. september 2003.


HP's ambition om at overhale IBM som Danmarks største it-virksomhed i løbet af et par år er stadig gyldig, og HP noterer fremgang på mange fronter, mens IBM blot trækker på skuldrene.

HP vs. IBM
For halvandet år siden blev det nye Hewlett-Packard en realitet. Efter en indædt kamp mod fusionen blev en række HP-arvinger banket på plads, og sammenlægningen af HP og Compaq blev til virkelighed.I Danmark betød det, at HP blev landets næststørste it-leverandør med en estimeret omsætning i 2002 på 4,5 milliarder kroner mod IBM's 7,2 milliarder kroner. Dengang udtalte HP's administrerende direktør Niels Svenningsen, at det var hans ambition, at HP skulle overhale IBM i løbet af få år for at indtage positionen som Danmarks største it-virksomhed. I dag siger Niels Svenningsen:- Ambitionen er ikke ændret. Vi vil stadig være Danmarks største it-virksomhed om to til tre år.
Væsentligst er det ifølge HP-direktøren, at HP i dag bliver betragtet som et reelt alternativ til IBM og bliver inviteret ind på de bonede gulve, hvor IBM tidligere var alene om buddet på de store løsninger.Da fusionen sidste år i maj var en realitet, havde HP/Compaq 709 medarbejdere. I dag er der cirka 650 ansatte, mens IBM har godt 4.000 medarbejdere. Ud over at HP har markant færre hoveder, der skal have løn, har det nye HP også kunnet skære mange dobbeltfunktioner væk.- Min vurdering er, at et år efter fusionen har vi reduceret vores årlige omkostninger med cirka 130 millioner kroner, siger Niels Svenningsen.Selvom HP har vind i sejlene på mange områder, så er det en hæmsko, at to af HP's fire forretningsområder - pc, enterprise/server, service og print - kører med underskud, nemlig pc og enterprisesystemer, og det var også tilfældet for et år siden. Så HP øger nok selskabets markedsandele, men indtjeningen følger ikke med.

Pc-markedet
HP ligger i andet kvartal 2003 ifølge IDC i spidsen inden for alle segmenter af pc-markedet undtagen bærbare til erhvervslivet, hvor IBM er svagt foran.- På hele pc-markedet og også på servermarkedet er IBM sat til vægs. Jeg tror, at IBM trækker sig totalt fra pc-markedet, de er allerede forsvundet fra consumer-pc-markedet, konstaterer Niels Svenningsen.HP fokuserer i højere grad på konkurrencen fra nichespillere på pc-markedet som for eksempel Dell, der har øget selskabets markedsandel med 34 procent og har en andel af pc-markedet (All FormFactors) på 15 procent, hvor HP har 34 procent og IBM 17 procent (IDC, 2. kvartal 2003).Ifølge Gartner omsætter HP for første gang for mere end IBM på serversiden (2. kvartal 2003).- Min konklusion er, at HP nu bliver taget som et seriøst alternativ til IBM. Vi giver efterhånden ofte tilbud i store IBM-dominerede virksomheder, der tidligere ikke spekulerede i alternativer til IBM siger Niels Svenningsen.

Storage
Inden for datalagring er situationen, at antallet af leverede terabytes vokser voldsomt, mens omsætningen er stort set uændret på grund af voldsomme prisfald. Både HP og IBM er vokset i løbet af 2003, men HP sidder ifølge IDC på den største andel af markedet for disk storage.

Serviceforretningen
Når det gælder serviceforretningen er der ingen, der truer IBM's position lige med det første. HP Services har godt 400 mand i den afdeling, mens IBM har cirka 1.600 ansatte i den danske afdeling af IBM Global Services. Omsætningsmæssigt er forskellen lige så stor: HP omsatte i 2002 ifølge IDC for 680 millioner kroner, mens IBM omsatte for knap to en halv milliard kroner inden for it-services.HP's serviceforretning står på tre ben: Det første er Customer Service, der ud over almindelige reparationsopgaver består af Site Assesment, hvor HP gennemgår en kundes installation fra a til z. Markedet vokser ikke, men HP har omkring ti procents vækst i den del af forretningen. - Og jeg tror ikke, at det er IBM, vi tager markedsandele fra, siger Niels Svenningsen.
Markedet for IT Consulting, det andet ben, er præget af en svag negativ vækst, mens HP vokser med ti procent.
Det tredje ben er outsourcing. - Outsourcing er et af de forretningsområder, hvor vi kunne have gjort det bedre. Vi mener, at markedet vokser 10-15 procent, og vi er vokset med 40 procent, men det er fra en lille base, så det lyder mere imponerende, end det er, erkender Svenningsen.HP går til outsourcing med en tostrenget strategi. Dels indgår HP partnerskaber med partnere som for eksempel DMdata og CSC, dels fisker HP outsourcingopgaver hist og her, opgaver der ikke kompromitterer partnerskabsstrategien.For to måneder siden lancerede HP dets Adaptive Enterprise strategi. Den går ud på at tilbyde kunderne en fleksibel infrastruktur, som der kan skrues op og ned for. HP garanterer kunderne, at de med Adaptive Enterprise opnår besparelser på mellem 15 og 30 procent om året.

IBM frygter ikke HP's ambitioner

IBM føler sig ikke det mindste truet af HP's ambition om at blive Danmarks største it-virksomhed og mener, at HP mest kommer med meldingen for at styrke medarbejdernes moral.

HP vs. IBM
IBM tager skam alle dets konkurrenter alvorligt, bedyrer virksomhedens administrerende direktør Carl Christian Ægidius.- Men når det er sagt, så er HP blot en blandt mange konkurrenter. Inden sammenlægningen var HP og Compaq blot to blandt mange konkurrenter, og nu er Compaq så forsvundet, siger IBM-direktøren, der gerne stiller op til en snak om status på konkurrencesituationen mellem HP og IBM. Men han lægger ikke skjul på, at han har svært ved at tage HP's udmelding om, at virksomheden vil overhale IBM og indtage positionen som landets største it-virksomhed, alvorligt.- Det er fint, at HP har ambitioner, men de bliver ikke Danmarks største it-virksomhed. Jeg tror, at HP's statement har det formål at styrke moralen hos medarbejderne, for der er jo tale om en spredt flok, som skal samles, konstaterer Carl Christian Ægidius.

Se, jeg er en hummer
Ægidius fortæller en vittighed som, mener han, fint illustrerer HP's konstante talen om at være større end IBM i Danmark om tre år. Han understreger, at det ikke er for at være arrogant.- En fisker fanger en masse rejer. Han konstaterer, at der er tale om en masse danske rejer og Èn norsk reje. "Hvordan kan du se, at der er Èn norsk reje", spørger en tilskuer. Jo, du kan se, at den ligger og slår sig på brystet og siger "se, jeg er en hummer".HP agerer ifølge IBM i omkring en tredjedel af IBM's forretningsområder. Om den aktuelle konkurrencesituation siger Ægidius:
- Inden for Management Consulting kan jeg ikke finde HP. Her er Accenture og Cap Gemini hovedkonkurrenterne. I andre dele af konsulentmarkedet ser jeg heller ikke HP. Heller ikke inden for outsourcing føler IBM sig presset af HP.
- HP har ikke meget på verdensplan inden for outsourcing og heller ikke i Danmark. EDS er vores største konkurrent globalt, mens det herhjemme mere er CSC, der kommer ind på lystavlen.Inden for application software er hverken HP eller IBM til stede.- På middleware er vi størst på DB2 og Web Services-produkter. HP forsøgte at komme ind på middleware-markedet, men uden held.- Inden for operativsystemer er Microsoft størst, og vi er nummer to. I hele den del af værdikæden, der er kraftigt voksende, er HP slet ikke til stede, hævder Carl Christian Ægidius. Med den voksende del af værdikæden hentyder Ægidius til software bestående af middleware og application software og services bestående af application services og konsulentvirksomhed. Han tilføjer, at HP har meldt ud, at virksomheden efter 2010 ikke længere supporterer sin Unix-platform, og at mange kunder som en følge deraf kommer til IBM, fordi de ikke vil fortsætte ad en vej, der ender blindt.Den påstand afvises blankt af HP.- Hvad vi har meldt ud er, at Itanium bliver vores fremtidige high-end processor platform i stedet for Risc. Da vi har været med til at udvikle Itanium, kan vi direkte løfte vores Risc/ Unix kunder over på Itanium platformen, siger Henrik Kirkeskov, informationschef, HP.

Konkurrerer her
- På serversiden er vi klart konkurrenter. Vi tog en dramatisk markedsandel i første kvartal, og det samme gjorde HP i andet kvartal. Vi vandt i 2002, og jeg satser da på, at vi også vinder i 2003, siger Carl Christian Ægidius.
Inden for pc-markedet er IBM størst på det bærbare segment i kraft af sin ThinkPad, mens HP tager teten i resten af det marked. IBM trak sig for flere år siden sig fra privatmarkedet, så der får HP ingen konkurrence fra IBM.
Ægidius vurderer, at virksomheden HP skifter karakter til at være en printer- og imagevirksomhed, og at "det ikke gør HP til en hovedkonkurrent".IBM Danmarks administrerende direktør fastholder, at IBM er en fasttømret helhed, mens HP er to virksomheder, der er slået sammen, og gentager, at HP's ambition om at bliver større end IBM er urealistisk og nok snarere er sat i søen for at styrke moralen internt og etablere et fælles fjendebillede hos medarbejderne.

Boks:
Kommentar
IBM vs. HP
HP vil være størst og sparer ikke på krudtet for at få budskabet frem. IBM kan slet ikke tage HP alvorligt, men vil helst ikke stemples som arrogant. Det er svært at sammenligne Danmarks to største it-virksomheder, for de er godt nok i samme branche, men samtidig så forskellige som dag og nat. IBM er den grå eminence, der som en selvfølge leverer it til de største virksomheder i verden. HP har en anderledes baggrund med rod i videnskabelige måleinstrumenter og har dels vokset sig stor, dels købt sig større og ikke altid i den fine ende af gaden. Størrelsen alene gør det ikke, men nu er HP ikke desto mindre blevet så stor, at den bliver inviteret ind på de bonede gulve og får lov at afgive tilbud på store ordrer i selskab med IBM, der som en selvfølge går ud fra, at den uslebne konkurrent er gået forkert. Men det er ikke HP, der er gået forkert, det er en branche i opbrud og et erhvervsliv i defensiven, der ikke længere pr. automatik køber ind hos Big Blue. Og mens IBM afviser, at "tonerfabrikanten HP" er en konkurrent af betydning, så viser markedsandelene og vækstraterne noget andet.

Billedtekst:
HP's Niels Svenningsen (tv.) har en ambition om at blive større end IBM. I øjeblikket skiller 2,7 milliarder kroner de to virksomheder, og IBM's Carl Christian Ægidius mener ikke,
at HP har en chance. Fotos: Torben Klint

Billedtekst:
Det er fint, at HP har ambitioner, men de bliver ikke Danmarks største it-virksomhed.
carl christian ægidius, adm. dir. IBM