Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. september 2003.
For et par uger siden blev det i denne klumme fremført, at de økonomiske nøgletal for udviklingen i USA's økonomi tyder på, at der er en vending på vej i den økonomiske udvikling, og at det vil kunne spores i virksomhederne i form af forbedret indtjening. En opgørelse foretaget af First Call af aktieanalytikernes estimater for indtjeningen i erhvervslivet understøtter nu dette, hvilket nedenstående tal viser. First Call har opgjort analytikernes gennemsnitlige estimater for de selskaber, der indgår i det amerikanske aktieindeks, S&P 500.
Analytikernes gennemsnitlige estimat for de 500 selskabers samlede indtjening i 2003 blev for femte måned i træk hævet - denne gang med knap syv procent. Da det dels er femte måned i træk, indtjeningsskønnene hæves, dels at der endnu engang er tale om en markant stigning, tyder det på, at der er bred enighed blandt analytikerne.
Et hævet estimat for indtjeningen betyder, at prisfastsættelsen af aktierne reduceres (indtjeningen er jo netop hævet med knap syv procent). Målt ved price-earnings-forholdet (P/E), svarer det til, at P/E reduceres, og aktier dermed synes billigere. Såfremt priserne på aktierne (P) derimod stiger tilsvarende, kan P/E fastholdes. Man kan også formulere det på en anden måde: Når indtjeningsestimaterne hæves, er der alt andet lige plads til kursstigninger på aktierne. Siden april (da indtjeningsestimaterne begyndte at blive hævet over en bred kam) er kursstigningerne på aktier dog også fulgt pænt op med indtjeningsforventningerne.Såfremt man ser indtjeningsvæksten et givent kvartal i forhold til samme kvartal året før, forventer analytikerne med de nye hævede skøn en accelererende vækst i andet halvår 2003. I andet kvartal steg indtjeningen "kun" med beskedne 5,3 procent, mens tredje kvartal 2003 forventes at udvise 8,3 procent vækst sammenlignet med andet kvartal 2002. I årets sidste kvartal indebærer de nuværende forventninger en stigning på hele 15 procent i forhold til fjerde kvartal 2002.Analytikerne tror, at fremgangen vil vare ved, idet det gennemsnitlige estimat over selskabernes indtjening i 2004 ligeledes blev hævet med knap 12 procent. Optimismen fejler ikke noget hos analytikerne.Det økonomiske opsving forventes dog ikke at resultere i lavere arbejdsløshed i USA. Det forventes faktisk, at der er plads til en betydelig økonomisk vækst med den nuværende kapacitet på arbejdsmarkedet. Det kan naturligvis være med til at dæmpe et opsving, idet de private forbrugere kan blive pessimistiske, hvis jobsituationen er vanskelig.