Den store spilkonstruktør topper listen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.


Den skaldede lejemorder Hitman, der hærger spillekonsoller verden over, er et eksempel på, hvor langt 120 lyse hoveder kan nå med en god idé på et marked i medvind.

Underholdning er en alvorlig affære, hvor virkeligheden indimellem minder om de skånselsløse computerspilsmiljøer, som for eksempel IO Interactives skaldede lejemorder Hitman bevæger sig rundt i.
Danske IO Interactive (IOI) er en af de dygtigste i verden til at producere spil til pc og konsoller som Playstation, Xbox og GameCube. Sidste år var virksomheden den tredjehurtigst voksende it-virksomhed herhjemme. I år er IOI den hurtigst voksende såvel som den dygtigste. IOI's Hitman 2 er solgt i 2,1 millioner eksemplarer svarende til en god milliard kroner i butikkerne.
IOI blev stiftet i 1998 af syv udviklere med baggrund fra steder som Nordisk Film og Danmarks Radio. I dag er antallet af medarbejdere vokset til 120, og omsætningen er skudt i vejret med 239 procent til 98 millioner kroner fra 2001 til 2002
De syv oprindelige stiftere ejer 40 procent af aktierne i IO Interactive gennem selskabet Reto-Moto ApS, mens Egmont og medarbejderne tegner sig for henholdsvis 40 og 20 procent af ejerandelen.
Ejerforholdet betyder, at hjerteblodet i virksomheden - udviklerne - sidder på flæsket. Dertil kommer, at IO aldrig har givet så meget som én intellektuel rettighed (IP - Intellectual Properties) fra sig, og det er også en væsentlig faktor bag IOI's succes.
Essensen
Om baggrunden for, at det går så godt, som det gør, siger Janos Flösser, der er administrerende direktør og en af de oprindelige syv stiftere:
- De personer, der er her, og deres evne til at tilegne sig viden og dele den med hinanden - det er essensen.
Når Janos Flösser forklarer, hvordan det daglige arbejde foregår, får man en opfattelse af, at de mange udviklere er på kanten af at være koblet mentalt sammen, og der er ingen tvivl om, at de ansattes evne til videndeling er afgørende for at kunne være med helt fremme på det hæsblæsende marked for interaktive computer- og konsolspil.
- Rigdommen ligger i, at vi er i stand til at dele viden, som vi gør, og at vi aldrig har givet afkald på nogen af vores IP-rettigheder, men tværtimod fastholder dem i selskabet, siger Janos Flösser videre.
Når nu han selv nævner ordet rigdom, er det nærliggende at spørge, om ikke han selv og hans seks medstiftere er blevet rige. Fra et overskud i 2001 på 123.000 kroner voksede selskabets overskud i 2002 til 30 millioner kroner efter skat ud af en omsætning på 98 millioner kroner.
- På papiret er vi velhavende, ja, bekræfter Janos Flösser, der tilføjer, at det meste af rigdommen hidtil er blevet kastet tilbage i den fortsatte udvikling af IO Interactive.
På højt niveau
Flertallet af de 120 udviklere kommer fra højere læreanstalter som universiteter og arkitekt-, design- og kunstskoler og har uddannelser fra ind- og udland som ingeniører, dataloger, matematikere, designere og animatorer.
- Vi har også en del autodidakte, men når du ser, hvad de forskellige laver, så er det umuligt at sige, om det er en akademiker eller en autodidakt, der har lavet det, lyder det.
Når der skal tjenes penge på computerspil i dag, kræver det dels, at man har en aftager med et verdensomspændende distributionsnet, dels at man magter teknologien og er teknisk grænseoverskridende. Udvalget af spil er meget stort og brugerne særdeles kritiske. Desuden er det ikke nok at satse på pc-markedet. Der, hvor det rykker nu, er på konsoller, hvor de væsentligste er Microsofts X-box, Sonys Playstation 2 og Nintendos Gamecube. IOI udvikler til alle tre formater plus pc, og alle formater bliver udgivet på fem-seks sprog.
I dag står der en spilkonsol i 75 millioner hjem. Heraf er de 60 millioner Playstations, og Sony selv forventer at producere mere end 100 millioner Playstations.
Går ikke uden os
Rygter siger, at Sony vil halvere antallet af de spilproducenter, som giganten samarbejder med, fra ti til fem, men det tror Janos Flösser ikke på.
- Sony kan ikke nøjes med fem leverandører. Det er spillene, der sælger konsollerne, slår han fast og forklarer, hvorfor IO Interactive også fremover vil være inde i varmen hos verdens største producent af spilkonsoller.
- For det første er vi teknologisk på niveau med de bedste i branchen, og for det andet leverer vi det indhold, som forbrugerne vil have. Lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så kan Sony ikke klare sig uden os, der udvikler indhold til deres maskiner.
Barsk konkurrence
Hitman 2 er solgt i 2,1 millioner eksemplarer, hvilket i kroner og øre svarer til mere end en milliard. Til sammenligning solgte bilspillet GTA fra Take 2/Rockstar North mere end 12 millioner eksemplarer sidste år, så der er højt til loftet.
På listen over de mest solgte spil til Playstation 2 i Europa sidste år lå Hitman 2 nummer 18. De 20 mest solgte spil stod for knap halvdelen af den totale omsætning.
Konkurrencen på markedet for komplekse realtime action shooter-spil er meget barsk. Blandt konkurrerende spil nævner Flösser Medal of Honour (EA), Splinter Cell (Ubi Soft) og Metal Gear Solid (Konami).
En af IOI's forcer er at lægge planer og følge strategier. I dag er der lagt planer frem til 2005-2006.
- Der skal laves flere spil, vores teknologi skal perfektioneres, og vi skal forberede os på de nye konsoller, der kommer om nogle år. De bliver meget kraftigere og får mange flere faciliteter, forklarer Janos Flösser.
I denne måned kommer det næste spil fra IO Interactive. Spillet hedder Freedom
Fighters og bliver udgivet i samarbejde med Electronic Arts (EA), som er verdens største computerspilsforlag.
- EA har in house-udviklingsselskaber, forlagsvirksomheden dækker 120 lande, og deres distributionsnet er uden sidestykke det største og mest effektive i spilverdenen. Og så har de en markedsværdi på 13 milliarder dollars, fortæller Janos Flösser.
Fremtiden
Som et led i planerne for fremtiden har IOI etableret et selskab i Ungarn i samarbejde med Industrialiseringsfonden for Central- og Østeuropa (IFØ). Planen er, at selskabet IO Interactive Hungary i løbet af nogle år skal beskæftige et par hundrede udviklere, som kan arbejde parallelt med moderselskabet i København.
Der bliver også mulighed for, at medarbejderne i de to lande kan rokere og blive stimuleret af friske kulturelle såvel som faglige input. I løbet af nogle år forventer Flösser, at antallet af medarbejdere også i København vokser til 200-250.
Selskabet i Ungarn er ikke strengt nødvendigt, men dels er der masser af kreative kræfter at tage af i Ungarn, dels kan der lige pludselig blive brug for dem, og så er det for sent at begynde at lægge planer. For som sagt: Underholdning er en alvorlig affære.

Billedtekst: - En afdeling af IOI i Ungarn er ikke strengt nødvendig, men den er med til at sikre os
den vigtige markedsandel og båndbredde i
produktionen, siger Janos Flösser

Boks: Pletskud
I år er spilproducenten IO Interactive både landets dygtigste og hurtigst voksende it-virksomhed. En stærk markedsorientering og en klar strategi er en del af hemmeligheden bag succesen.

Boks: Genbruger teknologier
IO Interactive genbruger teknologier, hvor det er muligt, og intet er lukket undtagen IOI's game engine, plug ins og editor. Det er de tre væsentligste elementer i udviklingen, og dem har selskabet selv udviklet.

Boks: Rødder i Ungarn
Janos Flösser er født og opvokset i Ungarn. Han kom til Danmark som 15-årig med sine forældre.
- Vi kom hertil i 1970 . Jeg tror, min mor var træt af hyklere, racister, antisemitter, opportunister og andet godtfolk. Det er noget af det bedste, der er sket for mig. Jeg trives fantastisk her, konstaterer Flösser.

Boks: Heldet er med os
At markedet har været og fortsat er med IO Interactive betegner Flösser som det allerstørste held. Uanset hvor godt et produkt man lancerer, kan det ikke slå igennem, hvis markedet er mættet.
- Markedet vokser og vokser, og det betyder, at der er en større og større markedsandel at deles om, og det er også meget heldigt, fastslår Flösser.
I øvrigt er der også andre slags held. På et tidspunkt blev IOI ramt af et servercrash, der meget vel kunne have trukket tæppet et godt stykke væk under virksomheden. For den back up, som alle troede var på plads, fandtes godt nok, men den virkede ikke.
- Det var et meget meget voldsomt servercrash, og at det lykkedes os at gendanne data, var absolut mere held end forstand, det kunne have gået grueligt galt, siger Janos Flösser.
Boks: Sådan er de fundet
De dygtigste virksomheder er fundet via et ligeligt vejet gennemsnit af henholdsvis vækst i omsætning, afkastningsgrad, overskudsgrad, samt effektivitet defineret som resultat af primær drift pr. ansat.