Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
Med opkøbet af konkurrenten Vidar sidder Contex, hvor Thomas Weldingh er salgs- og marketingdirektør, i dag på 90
procent af verdensmarkedet for storformatscannere.
Scannerproducenten Contex, der fejrer 80 års fødselsdag i år, var den tredjedygtigste it-virksomhed herhjemme i 2002.
Virksomheden har i tidens løb lavet så forskellige ting som mekaniske regnemaskiner og møntlåse til supermarkedernes indkøbsvogne, men sidder i dag solidt på verdensmarkedet for storformatscannere.
I midten af 80'erne begyndte Contex udviklingen af en storformatscanner og kunne i 1988 præsentere det første produkt på CeBIT-messen i Hannover.
Siden har Contex sat sig tungere og tungere på dette nichemarked, og efter opkøbet af den amerikanske konkurrent Vidar sidste år sidder Contex i dag på godt 90 procent af verdensmarkedet for storformatscannere. Denne type scannere anvendes især inden for cad (computer aided design), geografiske informationssystemer (GIS), bygge-cad og i den reprografiske branche.
Spiste konkurrenten
- Vidar var en direkte konkurrent med hensyn til storscannere, men virksomheden producerer også scannere til røntgenbilleder, så med overtagelsen fik vi både en konkurrent mindre og et forretningsområde mere, konstaterer en tilfreds salgs- og marketingdirektør, Thomas Weldingh
Med hensyn til samarbejde har Contex i et par år haft en OEM-aftale (Original Equipment Manufacturing) med HP, og i næsten ti år har Contex leveret storformatscannere til den hollandske printerproducent Océ.
Ifølge Contex selv er hovedårsagen til virksomhedens fine placering blandt Danmarks dygtigste it-virksomheder en meget aggressiv produktudvikling.
- Vi lancerer nye produkter hvert år og er på det punkt klart foran vores konkurrenter, konstaterer Thomas Weldingh.
Konkurrenterne er i al væsentlighed det engelske firma Action Imaging og japanske Graph Tec. De to deler hovedparten af de ti procent af markedet, som Contex ikke har sat sig på. Derudover er der nogle få andre små producenter af storformatscannere.
Ramt af dotcom-kollaps
It-branchen fik en i mellemgulvet, da it-boblen sprang for et par år siden og trak en verdensomspændende krise efter sig.
- Dotcom-kollapset ramte os, da bunden faldt ud af markedet i 2001, også for vores produkter. Ingen turde investere, husker finansdirektør hos Contex Tom Bak.
Men Contex var hurtigt oppe igen som en tumling og kom - som tallene viser - stærkt igen i 2002.
- Og i år bliver resultatet helt forrygende, ikke mindst fordi overtagelsen af Vidar med distributionsnet et cetera først for alvor slår igennem i år, lyder det fra finansdirektøren, der ikke tøver med at love et rekordår, ligesom 2002 var det.
Contex har stort set ingen danske kunder. 99,5 procent af produktionen går til eksport, og Contex henter 30 procent af omsætningen i USA, 30 procent i Europa og 30 procent i Fjernøsten.
- De sidste ti procent af omsætningen kommer fra resten af verden, herunder Danmark, siger Tom Bak.
Den danske verdensmester i storformatscannere har hovedkvarter i Allerød og produktion i Svendborg. Contex producerer alting selv med undtagelse af CCD'en (Charge Coupled Device), der er den chip, som indlæser, hvad linsen ser i scanningen. Indtil videre ser CCD'en ikke andet end fremgang og endnu et rekordår for Contex.
billedtekst: - Det er ikke mindst vores aggressive linie med lancering af nye produkter mindst en gang om året, der adskiller os fra konkurrenterne, vurderer Thomas Weldingh, salgs- og marketingdirektør, Contex.
boks: Graphic arts
I 1996 kom Contex med virksomhedens første farvescanner. Storformat farvescannere anvendes primært til farvekopiering af graphic arts (store plakater, bannere og skilte). Derudover anvendes de til at scanne kort til GIS samt så småt også til farvelagte tekniske tegninger.
boks: Contex
Allerede i 1986 begyndte Contex at udvikle en storformatscanner. Scannerteknologien kendte Contex fra stencilproduktion, og i 1988 kunne firmaet præsentere dets første storformatscanner på CeBIT-messen i Tyskland.
I kraft af dets underleverandørafdelinger slap Contex for store investeringer i maskiner og tekniske anlæg og kunne ved at indbygge scannere i eksisterende kabinetter og genanvende andre komponenter fremstille og introducere de første scannere relativt billigt.
Contex' mekaniske såvel som elektroniske ekspertise fra tiden som underleverandør gav firmaet en kompetence, som også i dag adskiller Contex' scannere fra konkurrenternes.
boks: Storformatscannere
Betegnelsen storformatscanner anvendes ved indscanning af materiale med et areal på A0 og opefter. A0-formatet svarer til en bredde på 84,1 cm.
A0 svarer efter amerikansk standard til E-size, der betegner et format på 36 tommer (91,4 cm). Contex' storformatscannere produceres fra 25" op til 54".
Boks: Contex gennem årene
Contex udspringer af ruinerne fra det hedengangne Zeuthen & Aagaard, der i 50'erne overtog virksomheden Contex A/S, som dengang producerede mekaniske regnemaskiner. Fra 1982 anvendte Zeuthen & Aagaard navnet Contex til udviklingen af en scanner til Computer Aided Design (cad). I 1989 foretog Contex' ledelse et management buy out.