Gamle relationer er guld værd på det kinesiske marked

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.


Det enorme marked for mobiltelefoner i Kina får en stor del af æren for, at Comitel mere end fordoblede omsætningen fra 2001 til 2002. Samme marked trækker nu den anden vej på grund af sygdommen SARS.

Hvis du vil tjene penge på at distribuere mobiltelefoner, skal der flyttes enorme mængder, før fortjenesten er til at få øje på. Med den opskrift in mente ligger det kolossale kinesiske marked lige til højrebenet.
- Men hvis ikke du har de personlige relationer i orden, er det meget svært at få hul på det kinesiske marked, og selv med relationerne i orden er det stadig svært, fordi det mange steder er umuligt at gøre sig forståelig på andet end kinesisk, fortæller Peer Kølendorf, administrerende direktør for mobiltelefondistributøren Comitel, der i år er nummer fire på Top 100-listen over de hurtigst voksende it-virksomheder.
Comitel begyndte allerede for 35 år siden at lave forretninger i Asien. Dengang var forretningsgrundlaget import af radiokommunikationsudstyr fra Fjernøsten. Producenterne flyttede sig gennem årene fra Japan til Taiwan over Korea til i dag Kina, men stadig via Hongkong.
- I kraft af vores lange historie i Fjernøsten har vi mange gode relationer på plads, men mangler stadig den rigtige kontakt til direkte salg i Kina, men det, forventer jeg, falder på plads i løbet af 2004, siger Comitel-direktøren.
Comitel forhandler stadig radioudstyr som for eksempel landmobilradioer, men den omsætning er kun omkring ti procent af den totale. Til gengæld henter Comitel en tocifret avance på den del af forretningen.

En frygtelig masse mennesker
Såvel markedet i Kina som resten af det asiatiske marked har et kæmpe potentiale - ikke mindst på grund af befolkningstallet.
- Der er en frygtelig masse mennesker i Kina, og med vores mangeårige historie i Asien og lokale kontakter er Comitels muligheder i Kina enorme, vurderer Peer Kølendorf.
I øjeblikket er det asiatiske marked nu ikke helt rosenrødt på grund af efterveerne af SARS-epidemien, der havde sit udgangspunkt i netop Kina.
- Vi er også ramt indirekte af SARS og bliver næppe i stand til at holde omsætningen i 2003, siger Peer Kølendorf uden at komme nærmere ind på, hvor meget omsætningen forventes at skrumpe i år i forhold til rekordåret 2002, hvor den landede på 1,2 milliarder kroner.

Konkurrenterne
De to distributionskonkurrenter Dangaard og Tel-Ka gjorde det også godt sidste år. Tel-Ka Head ligger lige i hælene på Comitel med en vækst i omsætningen på 93 procent fra 2000/01 til 2001/02. Dangaard ligger med en omsætningsvækst på 27 procent noget længere nede på listen.
Adspurgt hvad Comitel kan i modsætning til konkurrenterne Tel-Ka Head og Dangaard, svarer Peer Kølendorf:
- Ikke noget. Vi har fat i forskellige hjørner af distributionsmarkedet, så der er plads til os alle tre, og for Dangaards vedkommende er det selvfølgelig svært at fastholde en stor vækst, når man er så enorm stor.
Dangaard og Tel-Ka omsatte sidste år for henholdsvis 7,8 og 4,7 milliarder kroner.

Billedtekst: - Vi har været aktive på det asiatiske marked i 35 år og har derfor et godt kendskab til markedet og værdifulde kontakter, fortæller Peer Kølendorf, administrerende direktør for mobiltelefondistributøren Comitel, der ligger nummer fire på Top 100-listen over de
hurtigst voksende virksomheder.

boks: Kinesere vil kun have Nokia
Kineserne er et særegent folkefærd på mange måder. For eksempel køber kineserne kun telefoner fra Nokia. Selvom Comitel også sælger næsten alle de øvrige fabrikater, vil alle have det finske varemærke.

boks: Øresundsgazelle
Comitel står for communication, commitment, it og telekommunikation, og virksomheden blev forrige år kåret som øresundsgazelle. Øresundsgazeller er et udtryk for de hurtigst voksende virksomheder i øresundsregionen.