Den hårde jagt på kapital

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.


Virksomhederne kæmper om at skaffe kapital til vækst, omlægninger og overlevelse i et surt marked. Vejen over en børsintroduktion er pt. lukket, men der er i år lige så mange virksomheder ude for at bejle til kapitalmarkedet som de foregående år.

Det kræver kapital at vokse, men der skal tilsyneladende også bruges meget kapital i en nedgangstid for at omlægge og refokusere it-forretningen til de nye, hårdere markedsforhold. Det viser tallene fra Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2003.
Det er nogenlunde det samme antal it-virksomheder i de kommende år som årene før, der bejler til kapitalmarkedet. I 2002 sagde hver femte virksomhed (20 procent), og i år siger hver sjette (16 procent), at de ‘planlægger at indhente kapital inden for de næste par år'. Det betyder alt andet lige, at kampen om pengene er blevet endnu hårdere end tidligere. Der vil omtrent være det samme antal kandidater til kapitalen, men kapitalmarkedet er efter en flerårig it-nedtur blevet endnu mere restriktiv med at åbne for posen - især over for de økonomisk skrantende virksomheder.
En tidskrævende proces
Næsten det samme antal virksomheder render hvert år panden mod muren og må opgive at skaffe kapital. Det gælder hver tiende virksomhed. I 2002 var der ti procent skrinlagte kapitaltilførsler, mens tallet i år er 11 procent.
- Det kommer ikke som en overraskelse, at det er svært for it-virksomheder at få kapital, siger partner Peter Christiansen, Deloitte & Touche Corporate Finance.
- Det er en lang og tidskrævende proces, som langt de fleste virksomheder undervurderer omfanget af. Det er min erfaring, at især mindre og mellemstore it-virksomheder mange gange først henvender sig til professionelle rådgivere, når de selv har prøvet at skaffe kapital og har rendt panden mod muren. Og så er det for sent. Hvis ledelsen selv vil prøve at skaffe kapital, skal den have en vandtæt case, der er i stand til at overbevise investorerne. En forventning om, at it-markedet snart vil vende, er ikke nok for dem, der skal skyde penge i virksomheden, siger Peter Christiansen.
Det er desuden altafgørende at finde investorer, der har fokus på de områder af branchen, man selv opererer i. På den måde sikrer man sig optimal sparring og forståelse for sin forretning. Og det er alfa og omega, at man på forhånd har fastlagt en plan for processen, og at den følges til sidste komma. Gennem en stram styring af processen undgår man i videst muligt omfang at spilde tid på et projekt, der ikke bliver til noget.
Kampen bliver benhård
Peter Christiansen mener, at det bør mane til eftertanke, at det stadig er et højt antal virksomheder, nemlig hver sjette (16 procent), der de næste par år planlægger en kapitaljagt. Det vil blive en hård kamp for de it-virksomheder, der stadig slås med overkapacitet, tab og endnu ikke har tilpasset sig den nye markedssituation.
- De virksomheder har ofte kun en farbar vej. Det er frasalg og fokusering på kerneforretningen eller fusion og alliancer med konkurrenterne for at blive store, robuste spillere. Det kræver benhård tilpasning, og før da skal de ikke spilde tiden på at bejle til investorerne, siger Peter Christiansen.
Den for få år siden hyppigt benyttede vej til kapital via børsintroduktioner er pt. forsvundet. I virksomheder med over 200 ansatte og i de hurtigst voksende it-virksomheder er der ingen, der har planer om en børsintroduktion inden for de næste to år. Over hele linien er der en næsten total opgivelse af børsen som pengemaskine.
Der er dog en lille hård kerne på tre procent af it-virksomhederne, der stadig holder drømmen i live og går med planer om en børsnotering inden for de næste par år. Men de vil formentlig blive skuffede.

boks: Bejler til kapitalmarkedet
Danske it-virksomheder bejler stadig med uforandret styrke til kapitalmarkedet for at skaffe penge til investeringer, viser tallene i IT-Vækstbarometer 2003. Men det er kun software- og hardwareproducenter, der har været i stand til at hente
lige så megen kapital hjem i år, som de gjorde sidste år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere