Forlod IBM for at styre sit eget skib

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. oktober 2003.


Efter 26 udfordrende år hos IBM sagde Holger Harvey Hansen op for at prøve selv at stå på broen. Udfordringen var at vende det danske softwarehus DSI Data mod bedre tider.

Portræt
Før nedfaldsskakter blev opfundet i større boligblokke, var det en god forretning at bære affald ned i skraldebøtterne for ældre damer. Den anden vej var der penge i at bringe morgenbrød ud, og Holger Harvey Hansen var ikke større end tobak for en skilling, før han grundlagde sin erhvervskarriere.
Født på Frederiksberg, vokset op på Amager og i Randers, hvor folkeskolen og gymnasiet blev klaret. På to år i militæret lagde den unge Hansen så mange penge til side, at han blev uddannet lærer med en bare symbolsk studiegæld.
- Læreruddannelsen tog jeg mest, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville på det tidspunkt, husker Holger Harvey Hansen.
Allerede i praktiktiden gik det op for Holger Harvey Hansen, at det at undervise børn nok ikke lige var det, han skulle bruge sit liv på. At undervise voksne kunne gå, og det skulle siden vise sig at blive billetten til den fagre it-verden.

Matematik eller musik
Holger Harvey Hansen valgte musik på seminariet, men matematik var et andet interesseområde, som gav ham job på et stort datacenter i Herning. It var dengang hulkort og store maskiner.
På datacentret fik Holger Harvey Hansen kontakt hos IBM's uddannelsescenter i København På det tidspunkt var han næsten færdig som lærer og optaget på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i København. Købmanden i Holger Harvey Hansen regnede ud, at det var muligt at slå to fluer med et smæk ved at tage toget til Hovedstaden og så både besøge IBM og se forholdene an på DHL. Til Holger Harvey Hansens store overraskelse og den indre købmands uforbeholdne glæde sendte IBM en flybillet.
- Jeg blev ansat hos IBM som edb-instruktør i 1969 umiddelbart efter min afsluttende eksamen. Min far mente godt nok, at det var et tåbeligt sted at søge arbejde. Han hævdede hårdnakket, at der kun var plads til en fire-fem edb-maskiner i Norden, fortæller Holger Harvey Hansen.

Fra chef til chef
Historien skulle vise, at Holger Harveys fader tog fejl med hensyn til udbredelsen af it, selvom tendensen med outsourcing går mod færre udbydere. Hos IBM forløb karrieren sådan, at Harvey startede i et forretningsområde for nogle år senere at blive chef for det pågældende område. I uddannelsescentret endte Holger Harvey Hansen som chef for undervisning på midrange-området, det vil sige IBM's særdeles udbredte minicomputer AS/400. Derefter blev Holger Harvey Hansen systemkonsulent og chef på midrange-området.
Senere gentog historien sig i salg og senere igen som partneransvarlig. Begge steder med sluttitlen chef på visitkortet. Der blev også tid til knap tre år på IBM's europæiske hovedkontor i Paris, hvorfra Holger Harvey Hansen kom hjem i 1988 for at introducere AS/400 på det danske marked. Nogle år senere gjaldt det opbygningen af det danske forhandlernet til IBM's Risc-computer, RS/6000.
- Teknikken har aldrig interesseret mig. Det er det forretningsmæssige, der tænder mig, konstaterer Holger Harvey Hansen.

Headhuntet
Selvom han ofte var chef, er der i en organisation af IBM's størrelse altid nogen højere oppe i hierarkiet. Altid nogen at referere til - også efter 26 år.
- Jeg havde lyst til at lægge linien selv. Selvfølgelig skal man også som administrerende direktør underordne sig en bestyrelse, men jeg savnede i mine forskellige stillinger selv at være ansvarlig for alt i hverdagen og selv lægge op til de fremtidige forretningsmæssige pejlemærker, forklarer Holger Harvey Hansen.
I midten af halvfemserne dukkede chancen op. Holger Harvey Hansen fik et tilbud om at blive administrerende direktør for det danske softwarehus Dansk System Industri, DSI. Dengang var DSI et kendt navn som producent af det danske tekstprogram DSI-tekst. Men konkurrencen fra Microsoft slog luften ud af DSI, og med Jens Søgaard Jørgensen som ny ejer og bestyrelsesformand fra 1994 blev kursen lagt om. DSI Data, som firmaet hedder i dag, har netop afsluttet sit niende regnskabsår i træk med positiv bundlinie, og i de otte af årene har Holger Harvey Hansen stået ved roret.
- Tidligere lå 80 procent af omsætningen på salg af produkter, mens 20 procent stammede fra forskellige konsulentydelser. I dag henter vi snarere 90 procent af omsætningen på konsulentsiden og kun ti procent ved produktsalg, siger Holger Harvey Hansen.
Konsulenterne hos DSI Data arbejder i tværgående teams, som laver økonomiløsninger, e-handel, dokumentstyring/journalisering, logistik og planlægning til virksomheder.
Holger Harvey Hansen måler eget virke og DSI's succes på resultaterne. Han fortæller ingen lange historier fra de varme lande, men går direkte til: Hvad får vi ud af det? Hvad får kunderne ud af det, og hvordan kan vi gøre det bedre?

Billedtekst:
- Jeg går ind for det lange seje træk, konstaterer Holger Harvey Hansen, administrerende direktør, DSI Data. Han har gennemført Eremitageløbet 28 gange siden dets start i 1969 og synger i fritiden i blandt andet Roskilde Domkirkes kirkekor. Foto: Torben Klint

BOKS:
Holger Harvey Hansen
¥ Født på Frederiksberg den 1. november 1944
¥ Student 1964
¥ Sergent 1964-66
¥ Lærereksamen 1969
¥ Ansat IBM 1969-1995
¥ DSI Data 1995-
¥ Merkonom forskellige grene plus den løbende lederuddannelse i IBM
¥ Datalogi første del Københavns
Universitet
¥ HD første del