Henter stor omsætning hos eksterne kunder

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. oktober 2003.


Danfoss IT har de sidste ti år faktureret for sine ydelser. I år blev afdelingen skilt ud som et selvstændigt selskab i koncernen, men fastholder sit strategiske fokus på Danfoss-
koncernens it-behov.

Danfoss på Als ved efter mange år med intern afregning for it-ydelser, at it-afdelingen kan konkurrere med eksterne udbydere, men har alligevel fravalgt at tage det ultimative skridt og skille afdelingen ud som et aktieselskab.
Den første januar i år blev Danfoss IT derimod udskilt som en selvstændig division med eget regnskab.
Grunden til, at Danfoss IT ikke blev et aktieselskab, er dels de omkostninger, der er forbundet med et sådant, dels det forhold, at strategien for Danfoss IT skal være afstemt med strategien for Danfoss A/S. Et selvstændigt aktieselskab ville være nødt til at definere en selvstændig strategi, der sikrede et sundt forretningsgrundlag. En strategi, der ikke nødvendigvis ville være i harmoni med Danfoss A/S.
Meget, meget svært
Kenneth Egelund Schmidt, der er it-direktør i Danfoss IT, mener, at det er meget, meget svært at lave en succes ud af en reel udskilning, som Danfoss IT var i gang med, og som eksempelvis Novo Nordisk IT gennemførte.
- Jeg tror, at nogle kunder vil have betænkeligheder ved at vælge en leverandør, der er så afhængig af én kunde, moderselskabet, siger Kenneth Schmidt.
Af en årlig omsætning på omkring 300 millioner kroner i Danfoss IT kommer 25-30 millioner fra hovedsagelig tre eksterne kunder.
- Den eksterne omsætning er en del af vores forretningsmodel. Hvis en ekstern kunde efterspørger løsninger, som vi har i vores strategiske portefølje (dvs. SAP og Microsoft, red.), så undersøger vi, om der er synergi i det for Danfoss, siger Kenneth Schmidt.
Måske betyder den nye eksterne kunde, at Danfoss IT ‘bare' skal øge volumen på områder, som virksomheden er nødt til at have alligevel, og så kan en ekstern kunde betyde både penge i kassen og sikring af nødvendige nøglekompetencer.
Stordriftsfordele
Størrelsen af Danfoss sikrer stordriftsfordele både med hensyn til it, drift og muligheden for at opretholde en enhed med meget kvalificerede medarbejdere.
- Hvis Danfoss IT var en ekstern leverandør af SAP-support og ikke kunne få garanteret et vist antal SAP-brugere, så ville jeg være forsigtig med mine budgetter, måske så forsigtig, at der en dag manglede support eller omvendt var et overskud af ressourcer, der ikke kunne udnyttes. Som situationen er nu, ved jeg nøjagtig, hvor mange tusinde SAP R/3-brugere jeg skal supportere og kan arbejde målrettet på at nedbringe omkostningerne, siger Kenneth Schmidt.
At modellen virker ses af, at omkostningerne pr. R/3-bruger hos Danfoss er faldet med en tredjedel om året de sidste to år.
Udover ERP-systemer som SAP så giver det også mening at konsolidere inden for infrastruktur og support af pc-klienter. Volumen skabes ved, at Danfoss IT leverer og servicerer globalt. Med hensyn til driften har Danfoss IT etableret en døgnbemandet vagtordning.
- Volumen gør en pokkers stor forskel her. Om der er 1.000 eller 4.000 brugere til at betale betyder meget for enhedsomkostningerne, konstaterer Kenneth Schmidt.