Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. oktober 2003.
Ringeagt for retten
Oslo: En indisk dommer kom på uventet overarbejde i behandlingen af en ikke nærmere defineret retssag, da en mobiltelefon pludselig ringede midt under retshandlingen. Mobiltelefonen tilhørte skolelæreren Madhu Kumar, som på stedet blev idømt tre dages fængsel og en bøde på 34 dollars for foragt for retten. Det skriver norske Itavisen.
Dommerens overarbejde fik ekstra tyngde, da en anden mobil - i lommen på politibetjenten Rajesh Prasad Paswan - senere i seancen gav en lige så foragtelig lyd fra sig.
En ringe(!) trøst, måske, for skolelæreren, at han ikke kommer til at ruske alene, for da alle er lige for loven, skal politimanden gøre skolelæreren følge bag tremmer.
Straframmen i Indien for foragt for retten er op til tre måneders fængsel, så over en kop vand og en bid brød kan de to vel nok spendere nogle hyggelige dage i fælles vished om, at de faktisk er sluppet billigt.
Otte år for at
sladre til russerne
Stockholm: En 46-årig tidligere
Ericsson-ansat har fået stadfæstet en dom for industrispionage mod sin daværende arbejdsgiver, skriver Aftonbladet.
Den kunne også i sidste ende blive vanskelig at smutte udenom, eftersom den 46-årige svensker i november sidste år blev grebet med fingrene i syltetøjskrukken, da han var i færd med at udlevere fortrolige dokumenter til en ansat på Ruslands ambassade i Stockholm.
Den 46-årige blev arresteret sammen med to kolleger, der mistænktes for at være medgerningsmænd.
Ved en lavere retsinstans er hovedmanden tidligere blevet idømt otte års fængsel, og den straf har den højere Svea Hovrätt nu stadfæstet som passende.
De dokumenter, russerne fik indblik i, indeholdt detaljerede informationer om både Ericsson og virksomhedens produkter, og det var ifølge domstolen skærpende, at den 46-årige handlede forsætligt med den hensigt at forsyne en fremmed magt med følsom information.
Lange hyl får højere løn
Miami: Glem alt om "den lille og vågne og store og dovne ...", for nu skulle det være videnskabeligt bevist, at folks højde er ligefrem proportional med størrelsen af deres månedsløn.
Det hævder i hvert fald en professor ved University of Florida, Timothy Judge, som har analyseret resultaterne af fire omfattende undersøgelser i USA og Storbritannien, hvor man har fulgt tusindvis af mennesker tæt fra deres spæde barndom og op gennem voksenlivet.
Mønstret var klart: Hver ekstra inch i kropshøjde øgede i gennemsnit lønnen med 789 dollars om året.
- Og ser man på det over et arbejdsliv på for eksempel 30 år, kan denne merindtægt sammenlagt løbe op i hundredtusindvis af dollars, siger Judge til nyhedsbureauet Reuters.
Tendensen viste sig at være særligt markant inden for salgs- og ledelsesjob, men afspejlede sig også i mindre udadvendte funktioner, såsom ingeniørfaget, revision og computerprogrammering.
Topchefer på natteluskeri
New York: 32-årige Jennifer Shaheen har i og for sig et ganske almindeligt job . Hun underviser i, hvad der er op og ned på en computer, og hvordan man får tingesten til at fungere.
Derimod er både hendes elever, hendes arbejdstider og aspekter af hendes arbejdsbetingelser ikke helt sædvanlige: Erhvervslivets magtfulde men teknik-dumme topchefer, som typisk insisterer på at blive undervist om natten eller i weekenden - og på kun at blive kontaktet på den private mobiltelefon for at undvige den nysgerrige sekretærs snagen.
- Det er helt utroligt, hvad de ikke ved, siger Jennifer til CNN.com. Og de tør slet ikke spørge firmaets it-folk til råds af bare skræk for at blive til grin, tilføjer hun.
Eleverne er med andre ord de forkælede topchefer, som i årtier har haft en sekretær til at klare alt det dér med tekstbehandling, regneark og e-mails, og som efterhånden nu har erkendt, at computeren er meget svær at komme udenom - uanset i hvor høje luftlag, man bevæger sig.
Boblen vendt på hovedet
Beijing: Ganske vist har vi her på den nordlige halvkugle i mands minde moret os over, at kineserne bevæger sig rundt med hovederne nedad, men det er næppe årsag til, at nationen nu i en helt ny sammenhæng gebærder sig "omvendt":
Kinas rigeste mand har ved den seneste optælling vist sig at have scoret sin - efter lokale forhold - enorme formue på den selvsamme dotcom-bølge, som har fostret utallige fallenter her i Vesten! William Ding hedder han, er blot 32 år og god for knap seks milliarder danske kroner!
Ding ejer 53,6 procent af internet-portalen
Netease, hvis aktiekurs på Nasdaq, hvor den er noteret, på blot et år er eksploderet med 2.068 procent fra 3,10 dollars til nu 67.22 dollars.
Kurre på trådløsheden
Oak Park, Illinois: Forældrene til folkeskoleelever i et helt skoledistrikt i Oak Park i Illionois er gået sammen om et kollektivt søgsmål mod den lokale skoleforvaltning, fordi den har tilladt, at der installeres trådløse lokalnet, såkaldte WLAN, i klasseværelserne.
Det er en direkte trussel mod deres børns helbred, påstår for-ældrene, som anklager forvaltningen for "mangelfuld undersøgelse af de mulige skader, trådløse LAN kan påføre mennesker - herunder ikke mindst børn i voksealderen".
Og måske er forældrene ikke helt galt afmarcheret, for ifølge The Register har andre skoleforvaltninger i USA udsat tilsvarende installationer, indtil alle sikkerhedsaspekter i forbindelse med teknologien er undersøgt til bunds.
Sæt skrækken på ‘game over'
Los Angeles: Angst for højder? For edderkopper og slanger? Eller for små, lukkede rum? Forskning udført på universitetet i Quebec viser nu, at helt almindelige computerspil kan være ganske nyttige til at kurere fobier. Det skriver CNN.com.
I den form for behandling, hvor man gradvist udsætter fobikere for deres værste skrækscenarier, bruger terapeuter i forvejen meget kostbare simulatorer. Den gode nyhed er derfor, at samme effekt kan opnås med en helt almindelig pc kombineret med et par virtual reality-briller. De spil, universitetet har brugt, er af typen, som lader brugeren selv konstruere og ændre kulisser og omgivelser. ‘Half-Life' blev for eksempel brugt til at skabe et edderkoppe-miljø til behandling af araknofobi og ‘Unreal Tournament' til at simulere højder for akrofobikere og små rum for klaustrofobikere.
De hyggelige miljøer kan iagttages nærmere på universitets hjemmeside www.uqo.ca/cyberpsy.