Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. oktober 2003.
Pc-bøger til ældre computerbrugere
"Den bedste computerbog til pensionister" er den ubeskedne titel på en række af ni bøger, som henvender sig til landets ældre computerbrugere. De er skrevet af Jesper Asmussen, der bevidst har gjort bøgerne lette at læse. Lærebogsserien er bygget op, så de bliver sværere og sværere. Emnerne er tekstbehandling, regneark, internet, e-mail, stifinder og databaser. Bøgerne, som har forord af formanden for Ældremobiliseringen, tidl. minister Ivar Nørgaard, koster mellem 88 og 149 kroner stykket og er fra Gads Forlag. td
It-løsning til arrangører af kurser
Combo IT i Næstved har udviklet en it-løsning til administration af kurser og seminarer. Den hedder KursusAdmin og henvender sig til virksomheder og organisationer, der arrangerer kurser og seminarer for interne eller eksterne deltagere. Kernen i løsningen er et specialudviklet Navision-modul med funktioner til de arbejdsopgaver, der er forbundet med at planlægge og afholde kurser. KursusAdmin er udviklet i samarbejde med Amtscentret for Undervisning i Roskilde Amt, der også er den første bruger af løsningen. td
E-handelsjura på forskerkonference
Juridisk Institut ved Handelshøjskolen i København, også kendt som Copenhagen Business School, er 27. og 28. november vært for en international forskerkonference om reguleringen af e-handel i EU. En samling førende juridiske forskere og eksperter fra europæiske universiteter taler ved konferencen, hvor der er mulighed for at diskutere juridiske aspekter af elektronisk handel. Konferencen er et led i Juridisk Instituts forskning. Mere information på www.e-commerce-law.cbs.dk td
Frit lønvalg i Mærsk Data
Frit valg mellem ekstra ferie, mere pension eller højere løn til HK-medlemmerne i Mærsk Data. Hvis medarbejderne stemmer ja, bliver det den mest fleksible overenskomst, som HK har forhandlet nogensinde.
- Vi bliver nødt til at lave overenskomster, der er tilpasset de enkelte erhverv. På it-området er der mange individualister, som vil have, at lige præcis "mine" behov bliver dækket ind, siger Karin Retvig, formand for HK Privat til Berlingske Tidende. hkc/td