Procesforbedring hos Grundfos går lige i pumperne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. november 2003.


Pumpeproducenten Grundfos har for længst erkendt behovet for kvalitet og effektivitet i softwareudviklingen og arbejder målrettet på stadig procesforbedring.

Procesforbedring

Fejl på de mest uheldige tidspunkter og problemer med at overholde planlagte tidsfrister fik for seks-otte år siden pumpeproducenten Grundfos til at erkende, at virksomheden havde brug for at blive bedre.
- Vi kunne se, at det krævede en større modenhed af os at håndtere udviklingen af software, fortæller Morten Thy Christensen, senioringeniør og projektleder med ansvar for SPI hos Grundfos. SPI står for Software Process Improvement.
Inden for den sidste halve snes år har software for alvor fundet vej ind i pumperne. I dag er specialudviklet elektronik og ikke mindst software en afgørende del af de fleste pumper.
I 1998 gennemførte videncentret Delta en modenhedsmåling - en såkaldt Bootstrap Assessment - hos Grundfos.
- Det primære formål var at få fastslået, hvordan vi kunne blive bedre, siger Morten Thy Christensen.
Delta vurderede efter at have gennemgået fem projekter, at Grundfos lå på et modenhedsniveau 1,5, hvor 5 er det højeste. Det svarede på det tidspunkt til gennemsnittet af andre danske produktionsvirksomheder.
Der er nu gået fem år, hvor Grundfos har arbejdet målrettet med at forbedre sine processer og dermed også placeringen på modenhedsskalaen. Netop i denne tid er Delta igen på besøg for at gennemføre en ny måling af processerne hos Grundfos, og forventningerne er, at pumpefabrikanten er rykket i hvert fald et skridt op af modenhedsstigen.
Virksomheden er nu i stand til at gennemføre sine egne modenhedsmålinger på et begrænset antal procesområder nemlig 11. Når Delta er på besøg måles der i en "full assessment" på 40-45 procesområder.
- Når vi selv måler, koncentrerer vi os om det at lede og styre softwareprojekter, og så selve engineering-delen altså den udviklingsmæssige del af et projekt, forklarer Morten Thy Christensen.

Ledelsens rolle
Ledelsen er involveret gennem en styregruppe, hvor seks personer med teknisk ansvar sidder. Topledelsen i Grundfos er ikke direkte involveret i arbejdet med proces- og modenhedsforbedring, men efterspørger gennem styregruppen procesforbedringer og resultater i projekterne, og er således med til at prioritere indsatsområderne.
I Grundfos' arbejde med procesforbedring spiller PITs en stor rolle. PIT står for Process Improvement Team, og de etableres efter behov og bemandes med tre-seks deltagere fra forskellige projekter og fra forskellige dele af organisationen. Som bindeled mellem de enkelte PITs og styregruppen står SEPG (Software Engineering Process Group), som koordinerer aktiviteter, etablerer nye PIT's og i det hele taget fungerer som praktisk gris.

Modenhed efter behov
Grundfos går efter at levere den modenhed, der passer til det enkelte projekt. Væsentligst er det at score højt på de udviklingsprocesser, der direkte har indflydelse på produkternes kvalitet og robusthed.
For Grundfos er det af afgørende betydning, at produkterne ikke fejler ude hos kunderne.
- Vi anbefaler at gennemføre et assessment hvert andet år, siger Jørn Johansen, Delta, chef i afdelingen for Softwareteknologi.
Et assessment betyder, at Delta stiller med to mand, der ud over at interviewe ledelsen tager fat i de enkelte processer i både lange og korte projekter og kører hele molevitten igennem.
Slutteligt skrives en 60 siders rapport til Grundfos, der omfatter styrker og svagheder i de 40-45 processer.

Forbedringskultur
I alt har Grundfos 11.000 ansatte, heraf arbejder de 4.500 i Bjerringbro, med blandt andet produktion og produktudvikling.
De 40-50 medarbejdere, der beskæftiger sig med produktrettet softewareudvikling og procesforbedring, holder resten af virksomheden orienteret via intranettet, møder og opslag om nye værktøjer og vejledninger.
Hardwareudviklerne hos Grundfos har lavet en tilsvarende organisation med hensyn til procesforbedring, og de to faggrupper samarbejder tæt.
De mange Process Improvement Teams arbejder konstant på at opsamle og sprede viden i organisationen, der suger alt det nye til sig, som en svamp suger vand.
- De enkelte medarbejdere siger, at de i dag er mere fortrolige og sikre i deres arbejde, og de ved, hvor de skal henvende sig, hvis de er i tvivl om noget. Ingen er kede af at dele egne erfaringer med kollegerne, de føler sig kort og godt bedre klædt på end tidligere, konstaterer Morten Thy Christensen.
Den viden, der spredes i Grundfos, kommer ikke kun fra virksomhedens egne teams. Grundfos samarbejder med blandt andre forskellige universiteter, GTS-institutter (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter) heriblandt Delta og så sparres der med andre virksomheder som Danfoss, Terma, Vestas et cetera, blandt andet gennem erfa-grupper.
Omkring 300 ingeniører er beskæftiget med produktudvikling hos Grundfos, heraf er de 40 softwareudviklere og alle er dybt engageret i at højne kvaliteten af Grundfos-produkterne. Procesforbedringen går med andre ord lige i pumperne.

Billedtekst:
- I dag udvikler og tester vi meget effektivt og kvalificeret, vi finder fejlene tidligere og generelt er vores udviklingsprojekter i dag mere ensartede og strukturerede, fastslår Morten Thy Christensen, senioringeniør med ansvar for SPI (Software Process Improvement) hos Grundfos.

Bokse:
De fem trin på modenhedsskalaen
1. Kaotisk. Projektet tager længere tid end planlagt, og kun halvdelen leveres.
2. Fokus på projektet, stadig meget personafhængigt.
3. Arbejder ens på tværs af organisationen, forstår at tilpasse processer til de enkelte projekter. Her ligger de virksomheder, der har styr på sagerne.
4. Måler og vejer hele tiden. Styr på hvor god man er. Kender egne processers performance og deres stærke og svage sider.
5. Fuldstændig styr på processen, tilpasser lynhurtigt processer til ændrede krav og behov, meget fleksibel organisation, analyserer ændringer løbende.

Systematic på niveau tre
Softwarehuset Systematic Software Engineering er på modenhedsniveau tre efter CMM-modellen og forventer at nå niveau fem den femte maj 2005.
- Vi er en af Danmarks tre industrielle partnere i Joint Strike Fighter-projektet og også leverandør til et stort Nato-projekt. Vi ville ikke være nogen af stederne, hvis ikke vi arbejdede intenst med vores modenhed, siger Alex Holm, vicedirektør, Systematic.
Systematic har foreløbig brugt 60.000 timer på sit modenhedsarbejde, og det gør Systematic kun, fordi det kan betale sig.

Danfoss på niveau tre
Danfoss, der er Danmarks største industrikoncern, ligger modenhedsmæssigt på niveau tre efter Bootstrap-modellen.
- Vi bliver ikke mødt med direkte modenhedskrav fra kunder, men stiller selv interne krav til at være på minimum niveau tre overalt i organisationen, siger Bo Balstrup, teknologichef, Danfoss.
Næste mål for Danfoss er at nå niveau fire, men igen er det ikke ydre krav, der driver værket, men interne krav til udviklingsprocesser og kvalitet. Hos Danfoss er der heller ikke tvivl om, at arbejdet med modenhed og procesforbedring kan betale sig:
- Der er penge i det, siger Bo Balstrup.