Microsoft står til kæmpebøde

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. november 2003.


Microsoft har fået en sidste chance for at forklare sig over for EU's konkurrencemyndigheder. Lykkes det ikke tilfredsstillende, risikerer Microsoft at få en bøde på mere end tre milliarder dollars.

Efter at have kæmpet i årevis mod de amerikanske konkurrencemyndigheder, er Microsoft i topform til at føre et tilsvarende slag i Europa.
Sagen i USA er afgjort, men EU mener ikke, at Microsoft er blevet mere stueren af den grund. Ifølge New York Times fastholder EU-Kommissionen, at Microsoft kører på med sine monopoler dels inden for serversoftware, der forbinder desktopcomputere, og hvorpå konkurrenternes produkter angiveligt ikke kører for godt, dels programmer, der gør det muligt at høre musik og se video på sin computer. Microsofts program hedder Mediaplayer, og det er ligesom Internet Explorer integreret i Windows, hvilket ærkekonkurrenten Real Network føler går urimeligt ud over sin Real Player.

Mundtlig høring
Microsoft har bedt EU om en mundtlig høring, hvor koncernen får en sidste chance for at få EU's konkurrencemyndighed til at fravige sit væsentligste krav, der går ud på, at Microsoft skal udskille sin Mediaplayer fra Windows. Kravet er en kajeryster til Microsoft, der har det forretningsprincip at svække konkurrencen ved at bundle adskillige produkter i Windows, der trods stigende konkurrence fra for eksempel Linux, er en de facto standard på pc'er verden over. Står Kommissionen fast, kan Microsoft appellere, hvilket skubber afgørelsen et par år ud i fremtiden.
EU kan give op til ti procent af en virksomheds omsætning i bøde, hvilket i Microsofts tilfælde løber op i mere end tre milliarder dollars svarende til knap 20 milliarder kroner.