Klage over filtertest hænger i luften

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. november 2003.


Mens den ene danske deltager i biblioteksskolens test af filtersoftware, EnoLogic, fik en chance mere, må den anden klager,
danske Access Proxy, kigge i vejviseren efter et resultat af sine to klager.

FUP ELLER FAKTA
Stifter Per Kristensen, Access Proxy, klagede først over, at Access Proxy som det eneste produkt blev testet med PICS-filteret slået fra, mens de andre løsninger havde deres PICS-filter slået til i testen.
Per Kristensen har også klaget over, at det ikke fremgår noget sted af undersøgelsen, at man skal lægge to tal sammen for at få et samlet billede af en filterløsnings evne til at beskytte brugeren mod pornografisk indhold. Derfor ser det fejlagtigt ud som om Access Proxy kun blokerer for indholdet af 92 procent (voksen-setting) og 93 procent (børne-setting) af testens 100 pornosider, mens det reelle resultat er, at Access Proxy sorterede det pornografiske indhold fra på 99 af testens 100 pornosider.

Beskyldninger og snyd
Siden har Per Kristensen også klaget til rektor på Danmarks Biblioteksskole, Leif Lørring, over, at konkurrenten Enologic fik en omtest på en anden platform. Per Kristensen kalder omtesten af Enologics produkt på Windows 2000 i stedet for på Windows XP for "en farce".
- For en softwareudvikler er det ingen forskel på 2000 og XP. Når EnoLogic får entydigt bedre blokerings-resultater på ni ud af 100 pornosider i en ny test på en anden platform på Biblioteksskolen, og ingen dårligere resultater overhovedet, svarer det til en sandsynlighed på kun to promille, for at det skyldes de dynamiske sider. Derfor tror vi, der er snyd med i spillet, og det har vi klaget over, siger Per Kristensen.
Salgsdirektør Henrik Mörch, EnoLogic, siger til beskyldningerne for snyd:
- Vi har ikke snydt, og i øvrigt er det helt åndssvagt at diskutere resultater, når hele diskussionen i biblioteksverdenen handler om holdninger. Det her er en uprofessionel beskyldning fra en konkurrent.
Hertil siger Per Kristensen, Access Proxy:
- Vi har ikke noget imod konkurrence, men markedsføring baseret på halve eller hele løgne er ikke ok, siger Per Kristensen.
Han henviser til, at EnoLogic for en måned siden af DK-CERT blev bedt om at fjerne en oplysning på deres hjemmeside om, at deres filter var godkendt af DK-CERT.
Rektor for Danmarks Bibioteksskole, Leif Lørring, siger, at man fastholder undersøgelsens resultater.
- At to firmaer efterfølgende ryger i totterne på hinanden, det blander vi os udenom, siger Leif Lørring.