Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. november 2003.
Det delvist IBM-ejede systemhus EDB Gruppen er blæst gennem dødvandet og har med en millionordre til forsyningsselskabet Tre-For fået vind i sejlene igen. EDB Gruppen kørte ellers i "lavt gear i juli" - blev "ramt af ubeslutsomme kunder" i august og fyrede to gange i september.
Tre-For er den vigtigste leverandør af elektricitet, vand og fjernvarme i Trekantområdet og er desuden distributør af kabel-tv i Fredericia og bygas i Kolding. Kontrakten indebærer udskiftning og modernisering af forsyningsselskabets infrastruktur i form af ny hardware, serviceaftaler og løbende konsulentydelser.
Millionordren kan være en af årsagerne til, at EDB Gruppen fastholder tidligere udmeldinger om et overskud før skat på mellem 25 og 28 millioner kroner for hele 2003. Det på trods af, at selskabet efter årets første ni måneder har et resultat før skat på bare lidt over to millioner kroner i forhold til næsten 17 millioner kroner i samme periode sidste år. Og på trods af, at markedet fortsat er præget af ubeslutsomme kunder og manglende investeringslyst.
Sidstnævnte har fået nettoomsætningen i EDB Gruppen til at falde med fem procent i tredje kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.
Helt generelt må EDB Gruppen se i øjnene, at livet som udbyder af vertikale løsninger til transport, trælast, handel, advokater og det offentlige baseret på SAP-, Navision- og virksomhedens egenudviklede ERP-system Aspect/4 ikke bliver lettere. Aspect/4, der primært afvikles på IBM's AS/400, men også findes i en udgave til Unix, er med mellem 400 og 500 installationer blandt de mest udbredte ERP-systemer i Danmark.
Slaget på ERP-markedet
Det danske marked er godt dækket ind af ERP-leverandører og er et af de tættest bemandede, hvad angår forhandlere af ERP-løsninger baseret på Axapta. Måske er det slet ikke nogen dårlig idé, at EDB Gruppen holder fast i sit eget ERP-produkt.
ERP-eksperten Herbert Nathan spåede i sommer i Computerworld, at slaget om ERP-markedet kun lige er begyndt, og videre sætter han spørgsmålstegn ved, om EDB Gruppens Aspect/4 med 20 år på bagen lever længe endnu. Systemet har været en guldgrube for EDB Gruppen, og ifølge administrerende direktør Jens Frølund har virksomheden absolut ingen planer om at sende Aspect/4 på pension. Systemet vil fortsat blive udviklet og vedligeholdt trods de trange tider i ERP-verdenen. Hvem ved, måske er det herfra, at EDB Gruppen vil bryde tilstrækkeligt med guld til at nå det udmeldte overskud.