Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.
I en verden, hvor it bliver mere og mere standardiseret, begynder design at blive en vigtig købsparameter.
Der er et begreb i it-salgskredse, der hedder kone-faktoren. Den træder i kraft, når familien skal købe teknologi, og valget står mellem flere forskellige produkter med næsten ens specifikationer.
Efter en del forhandlen med sælgeren vil den købende herre vende sig om og spørge fruen: "Hvad synes du?" Efter 0,2 sekund vil fruen pege på den pæneste og mest veldesignede af dimserne, hvorved sagen er afgjort.
I dag er der dog flere og flere, der hopper over, hvor den pegende finger er lavest, og direkte går efter design. Det har fået flere og flere it-fabrikanter til at ansætte industrielle designere.
Apple har haft det i årevis og fører stadigvæk milevidt foran hele pc-flokken, der ellers har sat en ære i at levere store beige pc-kasser og gigantiske skærme.
Det er naturligvis specielt de fabrikanter, der primært sælger til private, som er mest opmærksomme. Men efterhånden er det ved at gå op for de fleste indkøbere, at ideen om store beige pc-kasser under et nydeligt skrivebord ikke helt hænger sammen. For godt design er nemlig også et statussymbol - bare spørg James Bond!
Billedtekst:
Det er kun Apple, der kan fabrikere en serie af bærbare computere i skuret metal og 16:9 display på de største. Alle enheder har indlagt fiberbelysning af tasterne og scorer dermed højt på listen over blærbare enheder. Flere oplysninger: www.apple.dk
Billedtekst:
Apples MP3-afspiller er lillebitte, lækker og udstyret med op til 40 gigabyte intern disk. Og den kan tilmed bruges både som lagerenhed og kalender.Flere oplysninger: www.apple.dk
Billedtekst:
Også enheder som USB-bus er ved at blive til designer-enheder. Denne otte ports USB-hub fra Kingston er netop bereget til at stå fremme. Dog ikke nødvendigvis med en blomsterlignede USB-propel også fra Kingston. Flere oplysninger: www.novendo.dk