Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.
Systematic har foreløbig brugt 60.000 timer på at klatre op ad den internationale modenhedsskala CMM, og det betaler sig. Belønningen er deltagelse i værdifulde prestigeprojekter inden for NATO og i projektet om jagerflyet Joint Strike Fighter.
Systematic Software Engineering satser benhårdt på at blive bedre, og det gør virksomheden især, fordi det er der forretning i.
Virksomhedens to strategiske forretningsområder er forsvaret og sundhedssektoren. Opgaverne fra de to områder har det til fælles, at de ofte er mission critical. Det vil sige, at systemerne skal virke under alle forhold og typisk har grænseflader til en lang række andre systemer. Systematic har datterselskaber i Storbritannien og USA og beskæftiger 350 medarbejdere.
Sidste år rejste en delegation fra det internationale Joint Strike
Fighter-projekt rundt i Danmark med det budskab til potentielle underleverandører, at de skulle have et tretal på modenhedsskalaen CMM og en plan for at komme videre til et firetal for at komme i betragtning. Så gode er der faktisk ikke mange danske virksomheder, der er, men en af dem er altså Systematic.
Joint Strike Fighter
- Vi er en af Danmarks tre industrielle partnere i Joint Strike Fighter-projektet og også leverandør til et stort NATO-projekt. Vi ville ikke være nogen af stederne, hvis ikke vi arbejdede intenst med vores modenhed, siger Alex Holm Jensen, vicedirektør, Systematic.
Virksomheden øverste chef og stifter Michael Holm modtog i sidste måned prisen, da Systematic blev kåret som Entrepreneur Of The Year 2003. Bag kåringen står revisionshuset Ernst & Young, som siden 1997 har kåret en årlig entrepreneurship-vinder i Danmark.
Det andet af Systematics forretningsområder, sundhedssektoren, blomstrer også. Flere års arbejde i Århus Amt med at udvikle en elektronisk patientjournal (EPJ) bærer frugt, idet de første væsentlige dele kører på fire hospitaler i amtet. Amtet ligger trods dette helt i bund med hensyn til antallet af sengepladser, der er dækket af EPJ.
Århus Amt har valgt et egetudviklet EPJ-system, som er bygget op fra bunden af leverandørgruppen WM-data, Systematic Software Engineering, B-Data, Cap Gemini og Ementor.
Konkurrenceparameter
Modenhed og procesforbedring er blevet reelle konkurrenceparametre i dag. Nogle virksomheder bruger deres placering på de internationale modenhedsskalaer og effektivitet udi procesforbedring i markedsføringen. Andre stiller modenhedskrav til underleverandører som for eksempel Joint Strike Fighter-konsortiet.
Systematic er som nævnt på modenhedsniveau tre efter CMM-modellen, men ambitionerne stopper ikke her. Virksomheden har en plan, der betyder, at den forventer at nå niveau fire den fjerde i fjerde 2004 og niveau fem den femte i femte 2005. Lykkes det, vil det dels gøre Systematic til den højest placerede danske virksomhed på CMM-skalaen for modenhed, dels vil det være foregået dobbelt så hurtigt som normalt.
Billedtekst:
Joint Strike fighter F-35 afløser blandt andet AV-8B Harrier, A-10, F-16, F/A-18 og Englands Harrier GR.7 og Sea Harrier. De ni lande, der er involveret i udviklingen af JSF, er USA, England, Italien, Holland, Tyrkiet, Canada, Danmark, Norge og Australien og med Israel på sidelinien som sikkerhedskonsulent.
Billedtekst:
- Der er god økonomi i at have styr på sine processer. Cirka 40 procent af arbejdet i et softwarehus er arbejde, der bliver lavet om, og den procentdel mindskes naturligvis i takt med, at du bliver bedre, siger Alex Holm Jensen, vicedirektør, Systematic.
Boks:
Fem trin på modenhedsskalaen
1. Kaotisk. Projektet tager længere tid end planlagt, og kun halvdelen leveres.
2. Fokus på projektet, stadig meget personafhængigt.
3. Arbejder ens på tværs af organisationen, forstår at tilpasse processer til de enkelte projekter. Her ligger de virksomheder, der har styr på sagerne.
4. Måler og vejer hele tiden. Styr på, hvor god man er. Kender egne processers performance og deres stærke og svage sider.
5. Fuldstændig styr på processen, tilpasser lynhurtigt processer til ændrede krav og behov, meget fleksibel organisation, analyserer ændringer løbende.
Boks:
Omsætning
2001/02 2002/03 2003/04*
Omsætning 186 235 290
Resultat før skat 21 30 44
*forventet