Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.
IBM og HP er Danmarks største it-virksomheder, og HP har ikke overraskende en ambition om at overhale IBM som den største. En ambition, IBM kun har et skuldertræk til overs for.
IBM Danmark er stadig blandt de største it-selskaber herhjemme og 2,7 milliarder kroner større end HP (7,2 vs. 4,5 milliarder kr.).
Siden HP overtog Compaq sidste år, har førstnævnte ind imellem annonceret selskabets ambition om at overhale IBM herhjemme og har også fine vækstrater og stigende markedsandele at pynte budskabet med. Indtil videre uden at gøre nævneværdigt indtryk på byttet.
- Det er fint, at HP har ambitioner, men de bliver ikke Danmarks største it-virksomhed, fastslår således Carl Christian Ægidius, administrerende direktør, IBM Danmark.
Han mener sågar, at HP er en reje, der tror, at den er en hummer. Den vender vi tilbage til.
Den væsentligste kilde til næring af HP's vækstvisioner er, at HP i dag angiveligt bliver betragtet som et reelt alternativ til IBM og bliver inviteret ind på de bonede gulve, hvor IBM tidligere var alene om buddet på de store løsninger.
- Min konklusion er, at HP nu bliver taget som et seriøst alternativ til IBM. Vi giver efterhånden ofte tilbud i store IBM-dominerede virksomheder, der tidligere ikke spekulerede i alternativer til IBM siger Niels Svenningsen.
IBM købte PwC
Kort tid efter udmeldingen af "jeg-vil-være-større-end-IBM-ambitionen" købte IBM konsulentdelen af PricewaterhouseCoopers og lagde dermed internationalt 30.000 medarbejdere og fem milliarder dollars oven i den 35 milliarder dollars store omsætning i IBM Global Services.
Herhjemme blev omsætningen øget med et ukendt antal millioner og 350 nye medarbejdere, hvilket ikke gør det nemmere for HP at passere storebror IBM.
Ud over et par milliarder er der også en mandskabsmæssig forskel på IBM og HP. HP har 650 ansatte, mens IBM har godt 3.500 mand i sit brød, hvilket selvsagt giver en væsentlig anderledes omkostningsstruktur.
For nyligt forsøgte Computerworld at tegne et billede af styrkeforholdet mellem de to virksomheder forretningsområde for forretningsområde. Ikke nogen nem opgave, da de to kun konkurrerer direkte mod hinanden i omkring en tredjedel af de gængse it-discipliner.
HP er foran på alle dele af pc-markedet undtagen bærbare til erhvervslivet, på storage, servere og med flagskibet print og imaging.
IBM fører inden for middleware, consulting, outsourcing og med flagskibet Global Service. HP Services har godt 400 mand, mens IBM har cirka 1.600 ansatte i den danske afdeling af IBM Global Services. Omsætningsmæssigt er forskellen lige så stor: HP omsatte i 2002 ifølge IDC for 680 millioner kroner på selskabets servicevirksomhed, mens IBM omsatte for knap to en halv milliard kroner inden for it-services.
Jeg er en hummer
IBM-direktør Carl Christian Ægidius fortæller en vittighed, som, mener han, fint illustrerer HP's ambition om at blive større end IBM i Danmark. Han understreger, at det ikke er for at være arrogant.
- En fisker fanger en masse rejer. Han konstaterer, at der er tale om en masse danske rejer og én norsk reje. "Hvordan kan du se, at der er én norsk reje," spørger en tilskuer. "Jo, du kan se, at den ligger og slår sig på brystet og siger: Se, jeg er en hummer".
Billedtekst:
- På hele pc-markedet og også på servermarkedet er IBM sat til vægs. Jeg tror, at IBM trækker sig totalt fra pc-markedet, de er allerede forsvundet fra privatmarkedet, vurderer Niels
Svenningsen, administrerende direktør, HP Danmark.
Billedtekst:
- HP er blot en blandt mange konkurrenter, konstaterer Carl Christian Ægidius, administrerende direktør, IBM Danmark. Foto: Torben Klint