Ud i den hårde virkelighed

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.


Flere og flere virksomheder lader it-afdelingen stå på egne ben i et A/S eller som en selvstændig division og tvinger den til at klare sig på forretningsmæssige vilkår.

Danfoss gør det. Dagrofa gør det, og Novo Nordisk, Berlingske og Nordea gør det også. Metoderne er forskellige, men målet det samme: At gøre it-afdelingens leverancer af it-ydelser målbare og konkurrencedygtige. For nogle er en del af målet også muligheden for at tjene en skilling ved siden af og på den måde gøre sig en smule mindre afhængig af moderselskabet.
Forskellen i metode hænger mest sammen med, om virksomhederne vælger at bevare den selvstændige it-afdeling i virksomheden, eller om virksomheden vælger at kaste it-afdelingen helt fra sig som et eksternt aktieselskab. Sidstnævnte metode har Novo Nordisk benyttet sig af ved at etablere det helejede aktieselskab Novo Nordisk IT, der klarer sig fint, men er stærkt afhængig af moderselskabet, som står for 90 procent af omsætningen.
Nordea har valgt at udskille it-driften i et joint venture i fællesskab med IBM, hvor Nordea er eneste kunde.

Alle er pressede
En tredje metode er Carlsbergs, der etablerer et fælles it-center for fire lande i Norden.
- Jeg mener bestemt, at der er tale om en tendens til at gøre, som vi gør. Alle er presset på budgetter og omkostninger, og arbejdet med at nedbringe omkostninger griber om sig, siger Ole Damsgaard, der er it-direktør med nordisk ansvar hos Carlsberg.
Branchens to medlemsforeninger ITB og ITEK er enige om, at den omsiggribende udskilning af it-afdelinger i A/S'er medfører et væsentligt større og mere åbent marked, flere og mere begavede produkter, og at det er "meget sundt" for konkurrencen, når de it-afdelinger, der hidtil har siddet i læ bag moderselskabet, tvinges ud i blæsten for at stå på egne ben.

Billedtekst:
- Corporate it-afdelinger er blevet væsentlige elementer i produktionen af software og i den konstante udvikling af vores branche, konstaterer Jakob Lyngsø, direktør i IT-Brancheforeningen. Foto. Torben Klint

Billedtekst:
- Forventningen til vores fælles it-center er at nedbringe de totale it-omkostninger med 20-30 procent, fastslår Ole Damsgaard, der er it-direktør med nordisk ansvar i Carlsberg.

Boks:
Markedet
Selvstændige it-afdelinger er ikke noget, der umiddelbart rykker mærkbart i markedet for it-drift. Et marked, som KMD, CSC, Mærsk Data, DMdata og IBM sidder på 53 procent af (2. kvartal 2003). IDC anslår markedet til en værdi af omkring 21 milliarder kroner. Det betyder, at flytning af markedsandele svarende til 50, 100 eller endda 200 millioner kroner kun er krusninger i overfladen.