Udskilt it-afdeling med 35 års overskud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.


På trods af at Dagrofas udskilte it-afdeling Nord Data A/S giver særbehandling til interne kunder, har selskabet givet overskud siden etableringen for 35 år siden.

Grossistvirksomheden Dagrofa tjener penge på sin udskilte it-afdeling - aktieselskabet Nord Data - men ikke så mange, som Dagrofa kunne tjene. Paradoksalt nok stræber Nord Data efter at bringe omsætningen ned, fordi en lavere omsætning betyder, at kundernes omkostninger falder.
- Vi har et resultat før skat på typisk to millioner kroner, og det er nærmest en bestyrelsesbeslutning, at det skal være sådan. Vi kunne godt tjene mere, men så ville nogle af koncernkunderne mene, at de betalte for meget, så størrelsen af vores overskud er tæt på at være en politisk beslutning, forklarer Margrethe Worsøe, administrerende direktør, Nord Data.
Nord Data tilbyder facility management på alt fra mainframes over pc'er til Unix-baserede platforme, men ser væksten komme fra mindre ASP-kunder (Application Service Provider). Det vil sige kunder, der lejer såvel applikationer som disses vedligehold og opdateringer hos Nord Data.
- Vi ser klart en tendens til outsourcing. Mange mindre virksomheder lægger deres it ud til sådan nogle som os. Typisk er det kontrakter i størrelsesordenen en til to millioner kroner årligt, siger Margrethe Worsøe.
For de mindre kunder er det vigtigt at vide, præcis hvor store omkostningerne er til den enkelte bruger i virksomheden. Altså at have en omkostning, der er til at budgettere med. Worsøe anslår, at Nord Data kan tilbyde omkostninger pr. bruger i en ASP-løsning på 700-800 kroner pr. måned selvfølgelig afhængig af applikationsportefølje og andre krav.

18 milliarder kroner
Dagrofa, der både er grossist og selv ejer supermarkeder og købmandsforretninger, omsatte i 2002/03 for 18 milliarder kroner med et overskud på 194 millioner kroner. Dagrofa ejer også servicevirksomhederne Nord Data og IT-Gruppen, der begge omsætter i omegnen af 100 millioner kroner, og begge giver overskud.

Billedtekst:
- Vi er 100 procent ejet af Dagrofa og henter 70 procent af vores omsætning på knap 100 millioner kroner fra Dagrofa, fortæller Margrethe Worsøe, administrerende direktør, Nord Data.