Glædelig jul og godt nytår

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. december 2003.


Det amerikanske analysehus, Raymond James (RJ), har netop sendt deres sædvanlige kvartalsvise analyse af seneste tendenser i it-branchen på gaden. I analysen rettes blikket mod branchens "supply chain" og den generelle efterspørgsel efter it - og som så mange gange før er der fokus på USA. Undersøgelsen er dog temmelig omfattende, idet den omfatter udbydere, forhandlere og distributører af it-produkter, som står for en årlig omsætning på cirka 80 milliarder dollars.
Det samlede salg af it-produkter gennem salgsled forventes i 4. kvartal at stige med 11,5 procent i forhold til 3. kvartal. Sammenlignet med 4. kvartal 2002 forventer RJ dog "kun" en stigning på knap seks procent, hvoraf størstedelen af stigningen forventes at kunne henføres til valutakursændringer og ikke reelle stigninger i branchens omsætning. I forhold til 3. kvartal i år forventes stigningen i indeværende kvartal imidlertid at være stort set ren omsætningsstigning.
Branchen viste ifølge RJ de første spæde tegn i enkelte segmenter på en egentlig fremgang i juni, men det er først i 4. kvartal, at denne fremgang synes bredt ud til branchen som helhed. Således er efterspørgselsstigningen nu også at spore hos de større erhvervskunder.
Hos disse kunder, som udgør en betydelig del af det samlede salg af it-udstyr, skyldes fremgangen bl.a. bedre økonomiske udsigter, sikkerhedshensyn, fokus på "cost of ownership", pc-opdatering, salg af dyre bærbare pc'er, højere salgspriser.

Holdbar og sundere vækst
Den overordnede forsyningskæde for it-hardware forventes snart at udvise knaphed på en række af de "hotteste" produkter såsom LCD-skærme og visse bærbare pc'er. Det skyldes, at lageropbygningen har været særdeles beskeden på det seneste. Resultatet kan meget vel blive, at udbyderne kan fastholde forholdsvis høje salgspriser som følge af stærk efterspørgsel - og det vil naturligvis gavne indtjeningen for de pågældende selskaber.
Raymond James forventer, at fremgangen i den brede efterspørgsel vil vare ved et godt stykke ind i 2004. Men det forventes ikke at resultere i en tilbagevenden til tocifrede vækstrater i 2004 i forhold til 2003. RJ regner med, at vi i de kommende år vil opleve en vækst i it-branchen, som ligger på omtrent det halve af væksten i de glade 1990'ere. Dog tror RJ, at den nuværende fremgang er mere holdbar og grundlæggende sundere. Med andre ord forventer RJ en glædelig jul og et godt nytår for it-branchen.