Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. december 2003.
Forventningerne spænder fra bedre overblik til krystalklare dedikerede afrapporteringer, når Aalborg Kommune fortæller om deres nye ledelsesinformationsværktøj med indbygget business intelligence.
Overblik
Som den første af landets helt store kommuner har Aalborg valgt KMD Essentia som platform for ledelsesinformation. Forventningerne i kommunen er, at Essentia kan skabe et bedre og et mere ensartet overblik over den store forretning, som Aalborg kommune er.
- Vi omsætter for ti milliarder kroner om året og har 16.000 ansatte, så der ligger bestemt også økonomiske betragtninger bag valget af Essentia, siger Jørgen Litske Petersen, der er både vicekommunaldirektør og økonomichef i Aalborg Kommune.
Overblikket skal vise sig på ledelsesniveau, og de mere dedikerede afrapporteringer skal gå til magistraten, fagudvalgene og byrådet.
Kommunen har indgået aftale med KMD om at købe basis-, topleder- og dagpengemodulet til Essentia. Derudover skal kommunen indgå som udviklingspartner i det modul, der hedder Omsorg, og som omfatter handicap- og ældreområdet.
Indtil videre løber regningen op i "nogle få hundredtusinde kroner", fortæller Jørgen Litske Petersen, der ikke vil spå om, hvor mange penge der senere løber på regningen.
Købet af Essentia har ikke været gennem en selvstændig udbudsforretning. Dels ligger tærskelværdien under udbudsgrænsen, dels opfattes Essentia som en tillægsydelse til de fagsystemer, som Aalborg Kommune allerede kører hos KMD.
Netop nu
- Vi skrev kontrakt i sidste måned og er netop nu ved skabe klarhed over, hvordan rapporter skal se ud og anvendes. Målgruppen her er direktionsniveauet og den øvrige øverste ledelse, det vil sige 10-15 medarbejdere i alt, siger Jørgen Litske Petersen.
Det næste bliver de mange institutionsledere - faktisk alle med budgetansvar i kommunen, hvilket i tal vil sige cirka 500 ledere.
- Igen handler det om, hvilke informationer vi vil trække ud, hvordan vi skal bruge dem, og målet er stadig at skabe et bedre overblik, siger han.
Hvad forventer I at kunne med den nye løsning, som I ikke kunne før?
- Data er stort set de samme, men vi laver nye udtræk, og vi kombinerer de dataudtræk, vi foretager, på andre måder, siger Jørgen Litske Petersen.
Essentia giver også mulighed for at skære rapporter til efter behov og gøre det automatisk, hvor det tidligere i langt højere grad krævede manuelt arbejde. Jørgen Litske forventer, at de næste par måneder går med at modellere og finpudse rapportskabeloner på tværs af kommunens seks forvaltninger, og at de første skabeloner ligger klar i februar.
Hvis fiskerne i Hirtshals er syge i tre dage, hver gang det er dårligt vejr, kunne det være tegn på overfølsomhed over for en lav barometerstand. Det kunne også være en tendens, som socialforvaltningen i kommunen ville være interesseret i at kigge nærmere efter i sømmene, fordi der er penge i at nedbringe sygefraværet. På samme vis er der i andre kommuner, også i Aalborg, sygdomsmønstre, der kan gøres noget ved gennem en intelligent brug af dataudtræk.
- Der er stort sygefravær i mange danske kommuner, og der mangler ofte oplysninger og ikke mindst sammenhænge mellem disse oplysninger, og det koster kommunerne mange penge, fastslår Jørgen Litske Petersen.
Det er også muligt at trække eksterne data ind i Essentia og gøre brug af dem. Som eksempler på interessante eksterne data nævner Jørgen Litske Petersen nationaløkonomiske nøgletal og tal for henholdsvis arbejdsløshed og beskæftigelse i forskellige brancher.
Hvorfor KMD
På spørgsmålet om, hvorfor Aalborg vælger KMD og ikke en anden leverandør af en BI-løsning, siger Jørgen Litske:
- Vi ser Essentia som toppen af de fagsystemer, som vi i forvejen kører hos KMD, så det var naturligt at fortsætte hos KMD.
Ole Møller Madsen, der er afdelingschef og ansvarlig for KMD's salg af Essentia, er begejstret for Aalborg-aftalen, som han betegner som et gennembrud i de helt store kommuner og dermed vigtig for den videre udvikling af Essentia.
- Vi har nu rundet 50 kommunekontrakter i Essentia-gruppen, og vi forventer cirka 70 kunder ved årets udgang, siger han.
Billedtekst:
- Vi skal kunne se et afkast på en eller anden måde, ellers giver det ingen mening at investere i sådan en ledelsesinformationsplatform, siger Jørgen Litske Petersen, vicekommunaldirektør og økonomichef i Aalborg Kommune. Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset