Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. januar 2004.
IBM Danmarks nye administrerende direktør Lars Mikkelgaard-Jensen kommer fra en stilling som chef for IBM's nordiske Business Partners og vurderer kanalen som særdeles vigtig for IBM's fremtid.
Tiltrædende
Lars Mikkelgaard-Jensen (49) er meget lidt kendt i medierne, men det ændrer sig nu, hvor han er blevet udnævnt til administrerende direktør for IBM Danmark, der med en årlig omsætning på godt syv milliarder kroner er den største it-virksomhed herhjemme.
- Jeg har været i IBM i 21 år og er gennem årene blevet dyppet i de fleste forretningsområder i koncernen, siger den nye direktør som en mulig forklaring på, at netop han blev tilbudt, hvad han selv betegner som et ønskejob.
IBM Danmarks nyudnævnte administrerende direktør er født og opvokset i Grindsted. Efter studentereksamen flyttede han i 1974 til København for at læse til cand.polit. Derefter aftjente han sin værnepligt og fik så job i 1983 som systemkonsulent hos IBM.
Mikkelgaard-Jensen vil ikke gennemføre dramatiske ændringer i koncernen, men som en kanalens mand vil han fokusere på partnerne, som han anser for et særdeles vigtigt element i IBM's fortsatte succes.
Karrieremæssigt eliteplan
Mange af de store it-producenter håndterer selv de største kunder. Således klarer eksempelvis HP selv kontakten til sine 200 største danske kunder.
- Vi har ingen planer om at gøre noget i den retning - tværtimod. Vi har partnere inde over i et eller andet omfang i selv de største forretninger. Men når det er sagt, så skal vores samarbejdspartnere nok have nogle flere og måske nye muligheder og opgaver for at sikre, at vi også fremover har et bredt og loyalt net af partnere, siger Lars Mikkelgaard-Jensen.
Privat bor han i Rungsted, er gift og har en datter på knap 11 år. Han betegner sig selv som meget traditionel både med hensyn til opvækst, uddannelse og fritidsinteresser. Som yngre var Mikkelgaard-Jensen svømmer og badmintonspiller på eliteplan, og nu er han altså også rent karrieremæssigt trådt ind på eliteplanet.
Forgængeren på posten, Carl Christian Ægidius, vil i en overgangsfase frem til den 1. april stå til rådighed for den nye direktør.
Billedtekst: - I mit tidligere job som nordisk ansvarlig for vores Business Partners var jeg på farten et par dage om ugen, fortæller Lars Mikkelgaard-Jensen, der i onsdags til IBM's årlige kick off i Bella Center blev udnævnt som IBM Danmarks nye administrerende direktør. Foto: Torben Klint