Regeringen kan ensrette kommuners it-systemer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. januar 2004.


Det grundlovssikrede kommunale selvstyre forhindrer ikke regeringen i at ensrette kommunernes it-systemer, vurderer forvaltningsekspert. It-eksperter er enige om, at strukturreformen kræver højere grad af central styring af det offentliges it-systemer end nogensinde før.

Intet kan hindre regeringen i at stille krav til de nye storkommuner og regioner om at overholde bestemte it-standarder og ensarte sagsbehandling og administrative processer.
For det er ikke et opgør med det kommunale selvstyre, hvis regeringen bestemmer mere over hele den offentlige sektors it-systemer i fremtiden, mener leder af Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, lektor Niels Ejersbo.
- Var jeg blevet spurgt for fire år siden, ville jeg have fundet det meget mærkeligt, hvis regeringen pludselig ville til at diktere om kommunale it-systemer eller processer. Imidlertid er situationen en anden nu, hvor alting alligevel bliver kastet op i luften i forbindelse med strukturreformen, siger Niels Ejersbo.
Selv om det kommunale selvstyre er grundlovssikret i paragraf 82, kan regeringen ifølge Niels Ejersbo sagtens skrive forskellige krav til kommunale eller alle offentlige it-systemer ind i den lovgivning, der skal laves for at gennemføre strukturreformen.
- Det ville være fjollet, hvis man ikke gjorde det, hvis det er en forudsætning for at sikre, at den offentlige sektors it-systemer kan snakke sammen, siger Niels Ejersbo.
- Det er hverken godt for pengepungen eller borgerne, når der er for mange forskellige it-systemer som for eksempel et EPJ-system i hvert amt, siger ekspert i offentlige it-systemer og medlem af Strukturkommissionen Erik Bonnerup.
Han og flere andre eksperter mener, at strukturreformen ikke kan gennemføres efter regeringens hensigt, uden der pilles ved de danske principper for decentral styring.
Risikoen ved, at regeringen viger tilbage for at bruge et element af tvang er i værste fald it-ragnarok, i bedste fald at der ikke opnås den ønskede effektivisering af administrationen.
Videnskabsminister Helge Sander siger, at regeringen endnu mangler at afklare, hvordan fællesskabets interesser bedst varetages på it-området.
- Men en ting er i hvert fald helt sikker. Vi skal ikke ende i en situation, som vi har set med de elektroniske patientjournaler (EPJ), siger Helge Sander.
En anden måde at sikre sammenhængende it-systemer på kan være fælles udvikling eller fællesoffentlige udbud efter samme model som FESD-projektet (Fællesoffentlig Elektronisk Sags- og Dokumenthåndtering).
Computerworld bringer i dag navnene på de virksomheder, der er inviteret til kontraktunderskrivning i FESD-projektet på tirsdag.

Billedtekst:
- Der er ikke nogen gode argumenter for tilpasning og lokale forskelle i de enkelte kommuners it-systemer, siger Erik Bonnerup, ekspert i offentlige it-systemer og medlem af Strukturkomissionen. Foto: Scanpix