Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 5. februar 2004.
EU har vendt tommelfingeren nedad for støtte til den fortsatte afdækning af svinets genom. Landbruget håber, oliefonden vil spytte i kassen og redde projektet.
Det danske svinegenomprojekt, der skal afdække svinets genetiske opbygning, er i fare. Projektets første fase er afsluttet i overensstemmelse med planerne, men der mangler stadig sekventiering af en god bid af svinets mellem 30.000 og 40.000 gener.
Derfor havde leder af projektet, professor Merete Fredholm fra Landbohøjskolen i København (KVL) sat næsen op efter støtte fra EU til anden fase af projektet. Første fase har blandt andet fået 30 millioner kroner i støtte fra en række af landbrugets organisationer.
"Jeg har været i tæt dialog med EU, men her er meldingen, at man kun vil støtte den postgenomiske forskning, og det kan vi jo ikke bruge til noget," siger hun.
Bedre lægemidler
Hun betegner beslutningen om at vende tommelfingeren nedad til det danske projekt som trist og peger på, at EU og Danmark kan gå glip af værdifuld forskning.
"Vi har i øjeblikket et forspring på dette område, og det ville være trist at se eksempelvis amerikanerne løbe med det hele," siger hun.
Ud over den oplagte mulighed for at forbedre grisen som føde for mennesker peger Merete Fredholm på, at grisen på mange måder minder mere om mennesker end eksempelvis mus, der oftest bliver brugt i dyreforsøg. En genetisk forståelse af grisen vil kunne give bedre muligheder for at vurdere egnede lægemiddelkandidater på et tidligere tidspunkt.
Næste rammeprogram
Også i landbruget er der bekymring for projektet. Formand for Danske Slagterier Bent Claudi Lassen mener, at der er fare for hele projektet, hvis der ikke kommer flere penge, men han har dog tillid til, at EU nok skal åbne for kassen.
"Det kan godt være, at der ikke kommer penge i forhold til det sjette rammeprogram, men så er der jo et syvende," siger han.
Merete Fredholm vurderer, at der skal bruges 40 millioner euro på at afslutte projektet - penge, som ikke alene bør komme fra Danmark, mener hun.
"Det er nok lidt for meget at forvente af et lille land som Danmark," siger hun.
Bent Claudi Lassen håber på, at ikke mindst den nye forskningsfond baseret på olieindtægter fra Nordsøen vil være interesseret i at støtte svinegenomprojektet.
"Det er givet, at hvis der kommer et stort internationalt projekt, så vil Danmark også skulle bidrage med en eller anden form for medfinansiering, og da det er bioteknologi, og det er et af indsatsområderne, så bør det være en af de ting, man ser på via oliemilliarderne," siger han.
Første fase af svinegenomprojektet er afsluttet. Selve afdækningen er foregået i samarbejde med The Chinese Academy of Sciences, og kineserne har netop overleveret en million DNA-sekvenser, der er relateret til et vævsbibliotek, som forskerne på KVL har opbygget.
Desuden har kineserne afdækket fem millioner DNA-sekvenser mere spredt i de 30.000.000.000 basepar.