Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 5. februar 2004.
Hovedstadens Sygehusfællesskab etablerer elektronisk mødeplads for forskere og biotekindustrien. For 3.000 kroner om året kan man få adgang til de seneste forskningsresultater - en måned før alle andre.
En ny platform med navnet www.hs-innovation.dk skal ifølge Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) gøre det hurtigere og nemmere for investorer at få adgang til de seneste opfindelser fra forskere fra hospitalerne i H:S.
Advokatfuldmægtig Randi Husby fra sygehusfællesskabets Patent- og Kontraktenhed oplyser, at der ikke er udarbejdet en egentlig markedsanalyse for behovet for en portal som mødested mellem forskere og industri.
"I vores biotek-konsortium har vi været på mange studieture i USA, og der er det sådan, man gør, og når det fungerer for dem, tænkte vi, at vi ville prøve det samme," siger hun.
Tidligt engagement
Randi Husby ser den nye portal som et supplement til det arbejde, patentkontoret i dag udfører med at sikre kommercialisering på H:S' opfindelser.
"Det er stadig nyt at sælge opfindelser, så man skal bruge alle de udgange, man kan fra det offentlige til industrien," siger hun.
Både danske og udenlandske virksomheder kan melde sig til hs-innovation, der for 3.000 kroner om året giver direkte besked til brugerne om, at nye opfindelser er lagt ind. Interesserede kan så indlede forhandlinger med de hospitaler, der ejer opfindelsen.
"Ideen er, at virksomhederne kan komme tidligt ind i billedet, så de kan være med til at forme patentansøgningen i forhold til deres behov, og da patenter koster mange penge, er det vigtigt for os at få nogle partnere med fra starten."
Ti licensaftaler
Indledes der forhandlinger mellem patentkontoret og virksomheden, kommer opfindelsen aldrig ud på nettet.
"På nuværende tidspunkt har vi forhandlinger på 80 procent af vores opfindelser, og det betyder, at H:S har en stor interesse hos virksomhederne."
En del af sitet er lavet på engelsk, og Randi Husby forventer også, at H:S på længere sigt vil forsøge at finde samarbejdspartnere til at lancere tjenesten i udlandet.
"Vores opfindere har et meget internationalt præg og er meget ude, så jeg tror, det ville være en god idé på længere sigt," siger hun.
H:S' Patent- og Kontraktenhed har eksisteret i fire et halvt år og anmeldt 81 opfindelser. På nuværende tidspunkt er der indgået ti licensaftaler med medicinal- og biotekvirksomheder, og yderligere ti licensforhandlinger er i gang. Enheden har også etableret fem udviklingsselskaber i aktie- eller anpartsform, og endnu et selskab er under oprettelse. Yderligere har enheden overdraget ejerskabet til en opfindelse til en privat part.
Selv om det er Rigshospitalet, der står bag den nye platform, understreger advokatfuldmægtig Randi Husby, at det er en portal for hele H:S.