Antallet af konkurser falder - men ikke i it-branchen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. februar 2004.


I løbet af det seneste år er antallet af konkurser i erhvervslivet faldet, mens konkurserne i it-branchen ligger på normalt niveau.

"Året starter med et fald i konkurser", var den glædelige overskrift i en pressemeddelelse fra KOB, Købmandsstandens OplysningsBureau.
Desværre er det langt fra det samlede danske erhvervsliv, der bevæger sig mod lysere tider.
- I de virksomheder, vi har udtaget som it-branchen, er antallet af konkurser i perioden fra 1. februar 2003 til 31. januar 2004 steget fra 207 til 215, hvilket svarer til en stigning på knap fire procent, fortæller
John Mikkelsen, Købmandsstandens Oplysningsbureau, KOB.
Går vi nogle måneder tilbage og måler en etårig periode baglæns derfra, ser det ikke bedre ud.
- I perioden fra 1. november 2002 til 30. oktober 2003 var der faktisk nøjagtig den samme tilvækst i antallet af konkurser i it-branchen: 3,9 procent - så it-branchen går faktisk mod tendensen i det øvrige erhvervsliv, konstaterer John Mikkelsen.
Han tilføjer som en trøst, at det ser betydelig værre ud med antallet af konkurser i hotel og restaurationsbranchen.

Nye knækker nakken
En væsentlig del af forklaringen er, at it-branchen er præget af utrolig mange nyetableringer.
- Med en så eksplosiv vækst i antallet af nye virksomheder, så skal der være nogle, der knækker nakken. It-branchen har altid været præget af mange guldgravere, og de er med til at presse indtjeningen, fastslår John Mikkelsen.
KOB's talmateriale for hele landet viser ud fra en anden vinkel, at der er grøde i erhvervslivet. Således blev der i januar registreret næsten 1.700 nyetableringer. Og det er 228 flere end i januar 2003. Set over de seneste fem år var der kun flere nyetableringer i 2001.