Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. februar 2004.
Salget af ERP-licenser er i stærk vækst herhjemme, mens det ser anderledes sløjt ud for de såkaldte CRM-systemer, hvor salget
sidste år gik tilbage med 27 procent.
Danmark er fremme i skoene med hensyn til nysalg af ERP-licenser. Salget herhjemme nåede knap en halv milliard kroner svarende til en vækst på 2,2 procent. Norge havde også fremgang i ERP-salget, mens det gik den modsatte vej med salget i Europa, Sverige og Finland. Her gik salget tilbage med henholdsvis 0,8 og 11 og 9 procent.
- Danmark og Norge går stik mod alle tendenser på ERP-markedet i både Europa og resten af Norden, konstaterer Fabrizio Biscotti, Gartner-analytiker med ansvar for det europæiske softwaremarked.
I perioden 2002-2007 vil salget af ERP-licenser være ganske svagt stigende. Gartner forventer, at væksten i de nordiske lande og Finland såvel som i resten af Europa vil svinge lige omkring en enkelt procent.
Af leverandørerne sidder Microsoft Business Solutions på 39 procent af markedet ikke mindst på grund af Navision, og den markedsandel forventer Gartner vil stige markant fremover.
SAP har en andel af ERP-markedet herhjemme på 20 procent, mens Visma har otte procent, Intentia fire procent og Oracle tre procent.
Voldsom nedtur for CRM
Markedet for CRM gik derimod markant tilbage i 2002, og 2003 var ikke meget bedre. I Europa gik CRM-salget tilbage med 22 procent, mens tilbagegangen i salget af CRM-licenser i Danmark, Norge, Sverige og Finland var på henholdsvis 27, 22, 25 og 25 procent. Målt i kroner blev der i de fire lande solgt CRM-licenser for henholdsvis 84, 102, 156 og 76 millioner kroner.
- 2002 var et dårligt år for CRM-løsninger i hele Europa, men 2003 var heller ikke for godt, siger Fabrizio Biscotti.
I en femårs prognose (2002-2007) skiller Danmark sig på ny ud ved, at Gartner spår en vækst i salget af CRM-licenser herhjemme på en enkelt procent, hvilket ikke lyder af meget, men alligevel er tre til ti gange højere end i landene omkring os.
- I løbet af de næste fem år forsvinder en tredjedel af de europæiske CRM-forhandlere. Halvdelen af dem, der forsvinder, bliver opkøbt eller slår sig sammen med en eller flere konkurrenter, spår Fabrizio Biscotti.
Det offentlige en stor kunde
Inden for CRM-løsninger bliver den offentlige sektor i årene, der kommer, en feteret kunde hos leverandørerne.
- I Danmark vil den lokale og nationale administration være det hurtigst voksende marked fra 2002 til 2007 med en forventet vækst i salget af CRM-licenser på fem procent, siger Fabrizio Biscotti.
Den tendens ses over hele Europa, men tydeligst i Norden. Nedad trækker forskellige fremstillingsbrancher og telekommunikationsbranchen.
- Især inden for telekommunikationsbranchen forventer vi et markant fald i investeringerne i de kommende år set i forhold til 2001 og 2002, siger Gartners softwareanalytiker.
CRM Shake Out
I Danmark og Norden forudser Gartner et alvorligt "shake out" i markedet for CRM-løsninger.
- Microsoft tilbyder CRM i Europa via de eksisterende Navision-kanaler, og da Danmark er et rigtigt Navision-land, forventer jeg, at det her shake out bliver særligt synligt i Danmark og de andre nordiske lande, siger Fabrizio Biscotti.
Den første bølge bliver SMV'er, der starter fra scratch. Til virksomheder med fem-ti ansatte er der ikke mange tilbud. Gartner tøver ikke med at kalde markedet "jomfrueligt".
Mellemstore virksomheder, det vil sige virksomheder med mindre end 500 medarbejdere, vil være hurtige til at tage CRM til sig i de kommende fem år.
- Selv virksomheder med mindre end 50 ansatte vil begynde at bruge CRM-systemer i et højere tempo, end vi har set hidtil, siger Biscotti, der også fremhæver det hostede CRM-marked, altså CRM-løsninger, der drives online via internettet, som et marked med fart på.
- Siebel, der netop har annonceret en online CRM-løsning, er et godt eksempel på, at der er røre i CRM-andedammen, lyder det fra Gartners italienske analytiker.
Han peger på Salesforce.com (SFDC) som en af de hurtigst voksende leverandører af online CRM-løsninger i Europa.
Gartner fremhæver Danmark som et af de mest aktive lande til at tage ASP-konceptet til sig både med hensyn til CRM og helt generelt. Især virksomheder med 20-500 ansatte rykker på det område. Med hensyn til brancher er det den finansielle sektor og telekommunikationsbranchen, der er hurtigst til at tage hostede CRM-løsninger til sig.
CRM-markedsandele
SAP sidder på 33 procent af markedet for CRM-løsninger i Danmark. På de næste pladser kommer Siebel (20 procent), Software Innovation (15 procent), SuperOffice (5 procent) og Oracle, hvis markedsandel ligger på 3,2 procent.
- I 2002 var Salesforce.com den hurtigst voksende leverandør af CRM i Europa med Visma, Onyx, NorCom, J.D. Edwards, Intentia, Data Distilleries, SAS Institute og Ascent som kolleger i selskabet af hurtigvoksere, siger Fabrizio Biscotti, der ser SFDC's succes som et bevis på, at ASP-modellen har vind i sejlene.
Årsagen til, at SAP er så stor i Danmark på CRM, er, at virksomheden har en kæmpe base herhjemme og sælger CRM til sine eksisterende kunder
BI-værktøjer
På markedet for BI-værktøjer (Business Intelligence) er Danmark et af de hurtigst voksende markeder i Europa. Hvor det europæiske marked som helhed gik tilbage med tre procent i 2002, gik det danske marked frem med tre procent - altså en forskel på seks procentpoint. I Danmark blev der solgt nye BI-licenser for cirka 30 millioner kroner sidste år.
- Når vi taler BI-værktøjer, taler vi om solgte licenser, mens vedligehold og service ikke er regnet med, fortæller Fabrizio Biscotti.
Sverige solgte BI-værktøjer for 114 millioner kroner sidste år, hvilket svarer til en nulvækst, Norge solgte for 12 millioner kroner svarende til en vækst på 2,3 procent, mens Finland med et salg på 24 millioner kroner måtte notere en tilbagegang i salget af BI-værktøjer på 1,8 procent i 2002.
I perioden 2002-2007 forventer Gartner en vækst i salget af BI-værktøjer på 8,5 procent.