Software op efter gode resultater

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. februar 2004.


Forventningerne til de store, amerikanske software-selskaber er netop blevet opjusteret hos investeringsbanken SG Cowen. Det fremgår af bankens seneste kvartalsvise analyse af software-branchen, som er sendt rundt til investorer. SG Cowen har analyseret resultaterne fra software-selskaberne for 4. kvartal 2003, som nu alle er meldt ud. Resultaterne var generelt pæne, og det gav bankens analytikere anledning til at opjustere forventningerne til omsætning og indtjening i 2004.
De primære årsager til den mere optimistiske vurdering af fremtiden for de store software-selskaber er:
1) Investeringerne i software vil blive øget i takt med den generelle økonomiske fremgang. SG Cowens egen markedsundersøgelse for software indikerer solid vækst for software-branchen.
2) Med den igangværende konsolidering, vil de store øge deres markedsandel og sætte sig endnu mere på markederne med øget markedsandel.
3) Udviklingen i den amerikanske dollar forventes at ville gavne software-eksporten i år.
4) Sammenligningsgrundlaget fra sidste år er særdeles taknemmeligt, idet branchen var helt nede til tælling.
Der er dog ifølge SG Cowen ingen grund til at tro, at det bliver et rent jubelår for de store software-selskaber. Det kan hænge sammen med, at der ikke er nogle oplagte "killer-applikationer" på vej, og så er det sandsynligt, at de fleste investeringer vil gå til hardware-indkøb. SG Cowen har dog en "strong buy"-anbefaling på såvel Microsoft som Computer Associates.
Microsoft klarede sig dårligere end software-aktier generelt i 2003, og bl.a. derfor skønner SG Cowen, at aktien har et pænt kurspotentiale. Hertil kommer, at Microsoft planlægger lancering af en ny Windows Server og Office-pakke. I år regner banken med, at Microsoft kan præstere 10-15 procent vækst i indtjeningen.
Computer Associates skønnes af SG Cowen at være den bedste mulighed p.t. for at købe en "value-aktie" inden for software. De langsigtede vækstmuligheder skønner SG Cowen til at være beskedne, men til gengæld vurderes Computer Associates' nye forretningsmodel at skabe en mere stabil og (behersket) accelererende indtjening. Desuden skønnes kvaliteten af indtjeningen at blive forbedret i kraft af den nye forretningsmodel.
I takt med en forbedring af indtjeningen tror SG Cowen, at investorerne vil fokusere mere på de nye produkter fra Computer Associates samt at selskabet skønnes at opnå et mersalg til eksisterende kunder.