Dansk IT's mentorordning har lagt fra kaj

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. februar 2004.


Dansk IT's interesseorganisation for unge i it-branchen har haft de første mentormøder. Her møder studerende og færdiguddannede erfarne it-mentorer.

Chokoladekagen blev næsten ikke rørt, men snakken gik livligt, da tre studerende og en færdiguddannet mødtes til mentormøde hos it-chef Bo Møller i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration sidste fredag.
It-chef Bo Møller er mentor, hvilket betyder, at han har tilbudt at øse af sin viden og erfaring til de knap 400 medlemmer af IT-Citizens, der er en afdeling af interesseorganisationen Dansk IT.
På mødet startede Thomas Birger Hansen fra Dansk IT med at gøre rede for dels Dansk IT, der startede i 1958 som en forening for hulkortchefer, dels for mentorordningen i Dansk IT.

Erfaring og sparring
- Formålet med mentorordningen er at give medlemmerne af IT-Citizens mulighed for at hente erfaring hos og sparre med professionelle it-folk. Omvendt kan mentorerne lade sig inspirere af de unge med hensyn til, hvad der er oppe i tiden og efterspurgt i den del af vores målgruppe netop nu, siger Thomas Birger Hansen.
Herudover er det planen, at ordningen skal synliggøre og øge de unges kompetencer via Dansk IT's store erfaringsdatabase og endelig som det sidste danne netværk blandt de mange "mentees".
Søren Laustrup (38) har været mange år i it-branchen i blandt andet Complet, SystemForum og InfoTeam. Han fortalte om sin oplevelse af det at netværke og vigtigheden af at have både et privat, et professionelt og et mere socialt betonet netværk.
- Et godt netværk hjælper også i forbindelse med at få job, selv har jeg aldrig skrevet en jobansøgning, siger Søren Laustrup.

En fælles dagsorden
Til dette indledende mentormøde kom Louise Færgemann, BA og kandidatstuderende på tredje semester på Design, Kommunikation og Medier ved IT-universitetet Henrik Kähler, cand.scient.pol., Benjamin W. Pedersen, BA, læser medialogi på Aalborg Universitet og er it-ansvarlig i nystartet firma og endelig Claus Møldrup, som er cand.merc.dat. og konsulent.
De fire besluttede på mødet at samles på egen hånd for at lære hinanden lidt bedre at kende og i fællesskab lave en dagsorden for næste møde med mentoren Bo Møller.
- Det er meget nyt at skulle "dyrke" et professionelt netværk, så for mig er det helt sikkert også en læreproces. Hvordan gør man, hvordan griber man det an? Jeg synes ordningen lød interessant, fordi jeg i kraft af disse møder kommer i kontakt med andre, ud over mine studiekammerater. Man får input flere forskellige steder fra, og det er positivt, når man stadig er ved at forme sin faglige profil, kommenterer Louise Færgemann det første møde.

Billedtekst:
- Ved at blive it-chef har jeg påtvunget mig selv at blive generalist. Jeg gad ikke kode længere, siger Bo Møller, mentor og it-chef i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Af uddannelse er Bo Møller datalog med informationspsykologi som bifag. Foto: Torben Klint

Boks:
IT-Citizens
Interesseorganisationen IT-Citizens henvender sig til alle mellem 20 og 30 år, der føler, at it er et væsentligt værktøj for dem i deres professionelle hverdag eller som uddanner sig til at arbejde med informationsteknologi. Foreningen skal hjælpe unge i branchen med at netværke og dele erfaringer med de ældre medlemmer af Dansk IT. IT-Citizens, der blev lanceret sidste efterår, er en del af Dansk IT, hvis godt 6.000 medlemmer er it-chefer og andre it-professionelle.